Temauge forårets trends - vævning og macrame med DIY

Det rustikke og grove fortsætter. Når det gælder tektiler i boligen skal det nemlig heller ikke være for pænt og nydeligt.
Der skal tæpper på gulvene med lang luv og grove vævninger. Tæpperne skal ikke kun på gulvene men også bruges som pynt på væggene. Der går lidt 70-er hippie i indretningen. Ryatæpper, kelimtæpper og macrame (vævning med knuder) er noget af det hotteste, du kan tage ind i boligen lige nu.

Da det jo er fredag, skal I selvfølgelig også have DIY. Jeg har ikke lavet en enkelt vejledning, da denne trend er meget bred, og der findes utallige vejledninger på nettet allerede. Så istedet får I en masse forskellige links, til hvor I kan finde vejledninger til bl.a. vægtæpper, gulvtæpper og ophæng til potteplanter. Alle vejledninger er på engelsk, men der er en masse gode billeder, så man behøver ikke være en ørn til engelsk, for at få noget ud af dem.

Skal det være nemt, kan du selvfølgelig købe dig til trenden. Blandet med DIY vejledningerne er der også nævnt færdige produkter, du kan købe, uden selv at skulle give dig i kast med væv og garn.

Ferm Living har lavet nogle smukke kelimtæpper i fine pastelfarver. Tæpperne er håndlavede, så der vil altid forekomme små variationer, som er med til at understrege det unikke og grove i disse tæpper. De fås i flere størrelser til priser fra 699,95, og også som puder. Tæpperne fungerer også fint som vægtæpper. Find dem i Ferms egen webshop her.

Amerikansk West Elm har lavet et rigtig fint klude-agtigt-tæppe, vævet med forskellige garner så der er store forskelle i tæppet. De skriver, at inspirationen til tæppet er 70'ernes vægtæpper, så det kan helt sikkert også hænges op. Dette tæpper er også håndlavet og kommer i tre forskellige størrelser til priser fra $199. Tæppet kan købes på West Elms hjemmeside her, og de sender til danske adresser.

Vil du gerne selv lave et lille, rundt tæppe af forskellige garnrester, kan du finde en rigtig god vejledning her. Det er bloggen A Beautiful Mess, som viser, hvordan du væver et rundt tæppe. Det er jo helt op til dig selv, om du vil bruge lige så farverigt garn, som hun har brugt, eller om du mere er til de dæmpede pasteller.

Vaev Et Rundt Taeppe

Du kan også lavet er større tæppe selv, også uden en stor industriel væv. Det skal jo være rustikt og tydeligt håndlavet, så du behøver ikke være professionel for at få et godt resultat. Faktisk er det bedre, jo mere tilfældigt det ser ud. Du skal bare have en ramme, der er stor nok, og masser af garn- eller stofrester. Du kan finde en god vejledning på bloggen Of Fiber and Fuzz her.

Groft Vaevet Taeppe

Macrame kan bruges i hjemmet bl.a. til ophæng af urtepotter, som gardiner eller bare som vægdekoration. På billede 5 øverst på siden kan du se en lampe, hvor ledningen er blevet betrukket med macrame. Det er mest autentisk, hvis der bruges en sandfarvet snor, men man kan også bruge farvet snor, eller for at gøre det lidt mere 70'er så batikfarvet snor, som på vægdekorationen på billede 1 herover. Bland gerne perler og sten med ind i knuderne.

Du kan lære at lave et urtepotte-ophæng på bloggen Skinny la Minx her. Der er vejledning til en holder til en enkelt potte, men også til en holder til to potter hængende over hinanden. Det er en nem opskrift, og det endelige resultat er et fint og enkelt ophæng.

Macrame Potteholdere

Vil du gerne have lidt mere udfordring i din macrame knytning, kan du hos bloggen This year's dozen finde en vejledning til et noget mere indviklet urtepotte-ophæng med snoninger og perler.

Indviklet Macrame Holder

Vægtæpper er som sagt noget af det mest trendy, du kan have hængende dette forår. Er det ikke noget du tør kaste dig ud i at lave selv, kan du finde rigtig mange fine, små, vævede vægtæpper på etsy. Der er stor variation i størrelser, farver, materialer og ikke mindst priser. Der er vægtæpper fra omkring 100,- og op til mange tusind kroner. Vægtæppet på billede 6 øverst koster omkring 1260,- mens det på billedet herunder sælges for under 700,-

Vaegtaeppe Etsy

Skulle du have lyst til at prøve at lave et vævet vægtæppe selv, findes der rigtig mange forskellige DIY vejledninger rundt om på nettet. Jeg giver et par eksempler herunder.
Farver og tykkelser, på det garn du bruger, er en smagssag. Jeg kan ret godt lide de mange spring i tykkelsen af garnet, så noget er meget groft mens andet er spinkelt og elegant. Kontraster mellem groft og fint er også godt at have med i sin vævning.

Et vægtæppe, som både byder på vævning, frynser og kvaster, er fra bloggen Honestly WTF. Hun har hængt sit færdige tæppe på en tyk gren, som er med til at forstærke det grove og lidt tilfældige udtryk (se billede 8 øverst). Du finder vejledningen i dette blogindlæg.

Honestly Vaegtaeppe Diy

Et vægtæppe uden de vilde påhæng af kvaster og lign. kan du lære at lave på bloggen All Put Together i dette blogindlæg. Her er der også links til, hvordan man laver forskellige typer vævning.

Allputtogether Vaegtaeppe Diy

En sidste vejledning kommer fra Cali Katrina, som viser, hvordan du laver et meget groft og tilfældigt vægtæppe i dette blogindlæg. Der skal ikke bruges en ramme, der væves på en stykke pap, så det er den mest simple vævning af dem alle sammen. Jeg er også ret vild med ophængningen i en buksebøjle.

Calikatrina Vaegtaeppe

God fornøjelse og god weekend.