Papirvægte i glas

På Formland messen i sidste måned var en ting, jeg så hos mange forskellige brands, papirvægte.

Papirvægte er også kendt som brevpressere eller brevvægte.
Jeg synes, det er lidt ironisk, at de bliver moderne nu, hvor der nærmest ikke længere er nogen, som skriver breve.
Men det er nok også mere deres funktion som dekorative objekter, der har gjort dem populære, end at man mangler noget til at lægge ovenpå sine breve.
De kan jo også bruges til at holde på andet papir end breve, og så er de virkelig flotte at have stående.

Jeg kan personligt bedst lide de brevvægte, som er næsten helt runde eller æggeformede; de der er en halvkugle, er jeg ikke så vild med.
Og så skal de helst være i klart glas. Det gør også at hver enkelt et helt unik, da man ikke kan lave dem helt ens, der vil altid være små forskelle i "fyldet" og formen.

Her er et lille udvalg af smukke papirvægte i glas.

Broste Copenhagen har lavet en rigtig fin brevvægt i klart glas fyldt med bobler, så den hedder selvfølgelig Bubbles.
Den har en diameter på 8 cm og er 7,5 cm høj, så den er næsten helt kuglerund. Prisen er 179,- hos Drømmeliv.

Broste Bubbles Glas Brevvaegt

 

Nynne Rosenvinge er nok bedst kendt for sine illustrationer, men hun har faktisk også lavet nogle rigtigt fine brevvægte i glas.
Hun har både flade, runde og æggeformede papirvægte i sit sortiment. De er med forskellige farver og/eller bobler inden i. De bliver alle håndlavet i Danmark.
Min favorit er Paper Weight #004 (Pale Gold), som er lyserød og guldfarvet med nogle få bobler. Den nederste halvdel er nærmest i lyserødt glas, hvor der overnpå er lagt et tydt lag guld. Resten af brevvægten er af klart glas.
Den er 5,5 cm i diameter og 5 cm høj, og koster 325,- på Nynnes webshop.

Paper Weight 004 Nynne Rosenvinge

 

House Doctors nye kontorartikel-mærke Monograph kommer også til at have nogle smukke glas-papirvægte i sortiment.
Det er glaskugler med store bobler indeni, deraf navnet Bobbles. Der er tre størrelser - Stor med diameter på 10 cm, Mellem med 8 cm diameter og Lille med 5 cm diameter, til hhv 199,- 149,- og 85,-
De er dog så nye, at de ikke er kommet i handlen endnu, men der går ikke lang tid, før du kan få fingre i Bobbles brevvægtene. De kan allerde nu forudbestilles hos bl.a. Nordhjem.

Bobbles Papirvaegt House Doctor

 

Er du mere til papirvægte med "fyld" af blomster, har Areastore flere forskellige.
De bliver produceret i England, og der er brugt rigtige blomster, så der vil være små forskelle på brevvægtene.
Der er en med en mælkebøtteblomst lige inden den spreder sine frø. Den findes i to størrelser - lille med 6,5 cm diameter til 299,- og stor med 8,5 cm diameter til 429,-
En med en gedeskægsblomst, som er en tidsel der minder lidt om mælkebøtten bare ikke helt så fluffy. Dens diameter er 8,5 cm og så koster den 429,-
En med en tidsel med lilla spidser på blomsten. Denne fås også i både lille og stor.
En med lyng, hvor der er flere blomster, da de jo er ret små. Den findes også både i stor og lille.

Maelkeboette Papirvaegt

 

Hüsch har i deres efterårskollektion også nogle fine brevpressere i glas. Disse er mere æggeformede med små vandmænd indeni. Det er ikke rigtige vandmænd, de er lavet af farvet glas, mens det udenom er helt klar med små bomler hist og her.
Det kan godt være, det faktisk er små brandmænd, som er indeni, da de har lange fangtråde under sig.
Der er fire forskellige farver hvid, blå, mørklilla og cremefarvet.
Den blå og den hvide kan købes enkeltvis og måler hver 12 cm i højden og 8 cm i diamter.
De mørklilla og cremefarvede kommer i sæt med to brevvægte, hvor den mindste har samme størrelse som hvid og blå og en større som er 17 cm høj og har en diameter op 10 cm.
Heller ikke disse er endnu kommet i handlen, men de kan forudbestilles hos bl.a. Nordhjem.

Lilla Vandmand Brevvaegt Hubsch