Efterårsferien er over de sidste år blevet fyldt med græskar og andet Halloween-tilbehør.
Det, synes jeg nu egentlig, er meget hyggeligt - især fordi jeg ret godt kan lide at spise græskar.
Der ligger en del forskellige DIY vejledninger her på bloggen til forskellige Halloween/græskar ting, man selv kan lave - bl.a. pyntning af græskar, glimmer-græskar og græskar-hoveder af syltetøjsglas.
Dagens DIY er selvfølgelig også med græskar, men ikke rigtigt.
Det er nemlig at lave et græskar ud af sejlgarn.
Ideen og billederne kommer fra bloggen Recaptured Charm.
Du kan vælge en grov snor for et rodet udtryk eller en tynd, helt glat sejlgarn for et mere elegant udtryk til græskarret. Jeg kan ret godt lide udtrykket som sejlgarnet fra Manillo har, og så koster en rulle med 100m kun 29,-
Du kan sagtens lade græskarret være snorens farve, eller du kan give den et par lag spraymaling. Det behøver ikke nødvendigvis være orange maling, du bruger, gyldne nuancer er rigtig flot sammen med sejlgarnets naturfarver, og så er jeg jo en stor fan af glimmer, så det kan også bruges til at pynte græskarret.
Materialer
Sejlgarn
Allround, universal lim
Et par balloner
Spraymaling
En lyskæde
Et lille stykke gren (skal fungere som stilk på græskarret)
Gummihandsker
En beholder til limen eks. en Skyr-bøtte
Sådan laver du et græskar af sejlgarn
1.
Pust din ballon op til den størrelse du gerne vil have dit græskar.
Lad være at puste ballonen helt op, så den får ægge-form, men lad den være så rund som muligt, da det så bliver nemmere at lave græskar-formen.
2.
Hæld lim op i din beholder og smør lidt ud over din ballon.
Du kan enten bruge en pensel, en svamp eller bare bruge fingrene (husk at tage handskerne på først).
3.
Klip et langt stykke snor.
Det skal ikke være så langt, at det vikler sig sammen, men være langt nok til at nå nogle gange rundt om ballonen.
4.
Dyp snoren i limen og sno den rundt om ballonen.
Start i bunden og lad toppen og bunden være fri for snor. Du kan altid lige rykke lidt rundt på snoren til sidst, for at lave hullerne større.
Hullet i toppen skal være til at sætte en gren fast som en stilk på græskarret.
Hullet i bunden er til at få lyskæden ind (og ud) af græskarret.
5.
Gentag punkt 4 med nye stykker sejlgarn.
Sørg hele tiden for at få gemt snorenes ender bag andet snor. Det giver græskarret et mere ensartet udtryk, hvis der ikke er flagrende snor-ender rundt over hele overfladen.
Træk snorene rundt om ballonen fra forskellige vinkler, for et fint rodet udtryk.
6.
Når du synes, dit græskar er fint og har nok sejlgarn, trækker du dine hænder med lim hen over overfladen lige for at give et ekstra lag lim, og så du kan mærke, om der er løse ender, eller nogle steder hvor garnet ikke sidder stramt nok.
7.
Læg græskarret til tørre.
Du kan evt. lægge det ovenpå din lim-beholder.
Husk at vende det en gang imellem, så alle sider får luft og kan tørre.
8.
Når sejlgarnet er næsten tørt sprænger du ballonen.
(Det græskar Lisa fra Recaptured Charm lavede skulle tørre ca. 2 timer)
Det kan godt være at ballon-resterne sidder fast i det næsten tørre sejlgarn, men det kan nemt fjernes.
Hvis ballonen trækker siderne på græskarret ind, kan de forsigtigt trækkes ud igen.
9.
Form nu dit sejlgarn til at have mere græskar-form, hvor toppen og bunden skubbes lidt ind.
Prøv også efter, at hullet i toppen passer til din gren, ellers kan du lige rykke lidt rundt på snoren for at få det til at passe bedre.
10.
Lad græskarret tørre helt, gerne natten over, så sejlgarnet bliver helt hårdt og stift.
11.
Hvis du vil give dit græskar farve, er det nu, det kan få et par lag spraymaling.
12.
Læg din lyskæde ind i græskarret gennem hullet i bunden.
13.
Sæt grenen fast i toppen som en fin stilk på græskarret.
Brug lidt mere lim for at få den til at sidde helt fast.
14.
Stil dit græskar op, tænd lyset og nyd dit fine efterårs/halloweenpynt.
Du kan finde det originale blogindlæg fra Receptured Charm her.