Mugtails fra Japanske Kinto er en kombination af to af mine svagheder, nemlig krus og dyr.
Navnet er et sødt lille ordspil med krus (mug) og hale (tail), men leder tankerne hen på en alkoholfri drink - mocktail.
De fine krus er lavet af hvidt porcelæn, hvor der er presset omridset af et dyr ind i overfladen, dyrets hale er stikker ud og fungerer som hank.
Kopperne er glaseret indeni, men er uden glasur på ydersiden. Det giver et smukt spil mellem den blanke inderside og den matte overflade udenpå. Glaseringen gør også, at kaffe og te ikke så let vil lave pletter inde i dyrekopperne.
Der er mange forskellige dyr at vælge mellem, og en fin detalje er at koppens størrelse tilpasses dyret. Det betyder, at pindsvinet er en hel del mindre end elgen.
Halens/hankens størrelse ændres også alt efter dyret. Der er tænkt over detaljerne ved disse fine krus.
Der er både vilde dyre som bjørn, ræv og egern imellem, men også husdyr som kanin, hund og kat. Ialt er der 15 forskellige dyr at vælge mellem.
Noget andet ved Mugtails, jeg er helt vild med, er, at de kan bruges som lysestager. Ja, det kan man vel med alle kopper, men disse er specielt velegnede til det. Når man stiller et fyrfadslys ned i en Mugtail kop, vil motivet træde ekstra tydeligt frem. Det skyldes, at dyret er presset ind i overfladen, så porcelænet er tyndere, hvor dyret er.
Jeg vil gerne have en af hver, både som kop og som lysestage!