Ferierabat og gode råd inden ferien

Som du måske har bemærket på banneret i toppen af hjemmesiden, er jeg taget på ferie.
Jeg har ikke haft ferie i løbet af sommeren, så jeg har virkelig set frem til at komme lidt hjemmefra.
Men når jeg nu ikke er på kontoret hele uge 38, er der jo ingen til at pakke og sende alle jeres ordrer.

Det er ikke helt i orden bare at lade jer vente på jeres ting!
Så som et lille plaster på såret over at skulle vente på jeres ting, får I 10% rabat på alt i shoppen, også på nyheder og bestsellerne, mens jeg er afsted (d.11. til 20. september 2015).

Det er faktisk ikke alle produkter, der er nedsat med 10%. I får stadig 35% på Liebe kagefadene, som jo er på tilbud i hele september. Men det gør vel ikke noget at der er yderligere nedsættelse på dem?!

Hvis en vare er udsolgt, kan den ikke lægges i kurven, og derfor får man ikke rabat på disse produkter.
Hvis du eks. gerne vil have fire af en ting, men kun kan lægge to i kurven, er det fordi, der kun er to på lager. Man kan altså kun købe de ting, som er på lager, til nedsat pris.

Hvis du har bestilt varer inden rabatten er trådt i kraft, er du så heldig, at du ikke skal vente på dem, de er blevet sendt afsted, inden min ferie startede.
Der vil selvfølgelig heller ikke være mulighed for afhentning i uge 38.


Angående ferier er der her lidt tips til inden man tager afsted.

Der går mange historier om, at forsikringen ikke dækker, hvis man har indbrud i løbet af ferien, hvis man på de sociale medier har skrevet om, at man ikke er hjemme. Det passer ikke helt.
Det har bl.a. Louise Vorre skrevet om på sin blog her.

Men det er nu alligevel ærgerligt at få indbrud selvom forsikringen dækker.

For at gøre det lidt sværere for tyvene at finde dine ting, ligger der hos det amerikanske firma Mountain Alarm's blog nogle gode fif til, hvor man IKKE skal gemme sine værdigenstande.
Her er nogle af deres tips.

  • Jeg ved ikke, om der er nogen, som overhovedet gør det, men det er dumt at gemme sine penge under madrassen. Indbrudstyvene har også hørt, at det er et godt gemmested.
  • Lad ikke de dyre smykker ligge samlet, især ikke i et smykkeskrin, som står fremme. Det gør det bare nemt for tyven at nuppe det hele på én gang.
  • At gemme sine værdigenstande i vandlåsen på toilettet eller under vasken, kan ende galt og ødelægge både ting og badeværelsesmøblerne.
  • Under sofapuderne er bare et alt for oplagt sted, det samme gælder for inde i løse puder.

Vil du lære mere om, hvor du ikke skal gemme dine ting, kan du se mere på denne side. De har også andre gode bud på, hvordan man generelt gør hjemmet mere sikkert.

Jeg håber, I vil benytte jer af rabatten, mens jeg holder fri, og ikke være alt for trætte af at skulle vente på at modtage dem.

Der vil i den kommende uge ikke være helt stille på bloggen, da jeg har sørget for, at der kommer besøg af forskellige gæstebloggere.