Formland SS 2017

Nu er det igen blevet tid til Formland.
Det er der, hvor de fleste af mine indkøb af nyheder til shoppen bliver lavet. Så det er altid spændende, hvad jeg finder på messen.

Jeg har været ved at kigge udstillerlisten igennem og fundet frem til nogle nye brands, jeg skal kigge lidt nærmere på.

Der er selvfølgelig også mange af de brands, jeg allerede har i sortiment, jeg skal forbi bl.a. Pure Culture, TheClayPlay, Koustrup & Co (som har nye Flora Danica produkter med på messen), Rastablanche og Cozy Room.
Der er også brands, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen, som jeg lige skal besøge bla. ChiCura og The Organic Sheep.

 

De nye brands, jeg skal forbi på Formland SS 2017 messen, er:

Anne Malling Illustration
Anne Malling laver farverige illustrationer med søde motiver, som både er naivistiske og retro i udtrykket.
Jeg er ret vild med Danser plakaten, og så (selvfølgelig) dyre-plakaterne med Egern og Fugle.

Egern Plakat Anne Malling

 


Emergens
Jeg er helt vild med den krakelerede glasur på keramik serien Hav fra Emergens.
Deres andre keramik-ting er nu også ret fine. Og så er det til priser, hvor man tænker, at det da ikke kan være håndlavet keramik. Men det er det.

Hav Kop Emergens

 


Delibal
Hamamhåndklæder er og bliver fantastiske.
Jeg glæder mig til at have Delibal håndklæderne mellem hænderne og til at se de fine farver i virkeligheden. Jeg ret vild med tanken bag firmaet "Husk at vælge dine produkter med omhu, det er ikke kun det ydre der tæller, men også de indre kvaliteter!".

Delibal Hamam Haandklaeder

 


Brandts Indoor
Kelim tæpper og puder bliver ved med at være fremme. Det, jeg godt kan lide ved Brandts Indoor, er, at de forhandler gamle kelimtæpper, så hvert enkelt produkt er helt unikt.
Deres puder bliver også syet af gamle tæpper, så der findes ikke to, som er helt ens.
Produkterne i deres sortiment er tilpasset den neddæmpede nordiske stil, men er stadig orientalske i deres udtryk.

Brandts Indoor Kelim Taeppe

 


Caroline Fredriksson
Svenske Caroline Fredriksson laver smukke produkter i porcelæn.
Hendes lysestager og lamper er i så tyndt materiale, at lyset sagtens kan strømme igennem og giver et smukt skær. Hendes kopper og tallerkener er ligeledes i meget tyndt porcelæn, som giver dem et skrøbeligt og elegant udtryk, som står i kontrast til de buede kanter.
Jeg er også ret vild med hendes Mr Birdybank, der er en sparebøsse formet som en lidt træt, rund fugl med spidst næb, næsten som en Pinoccio næse.

Caroline Fredriksson Lysestager Porcelaen

 

Jeg tager på messen torsdag, og jeg lover, jeg som altid nok skal lægge billeder, af de tinge jeg finder, på Instagram.