Af en eller anden grund kommer det altid bag på mig når jeg finder noget jeg rigtig godt kan lide hos Ilva. Selvom det sker gang på gang at jeg finder produkter der, som jeg bare ikke kan leve uden, har Ilva i mit hoved fået et stempel som værende alt for feminint og tøset til min smag.
Nu er jeg så falder for deres Everyday serie, som er service lavet i stentøj og designet af Gry Fager, som også står bag Mormor serien fra Normann Copenhagen. Det har bløde former og dæmpede farver - gul, blå og grøn, og så er priserne tilpas lave til at de fleste kan være med. Man kan få en lille skål til 35kr, et rundt fad til 169kr og en stor serveringsskål til 99kr.
Det smukke stel indeholder alt man skal bruge til at servere hverdags-aftensmaden, men er fint nok til at man ikke vil have noget imod at servere på det til en finere middag. Ud over kopper, fade, skåle, kander og tallerkener er der også nogle søde enkle vaser i to størrelser, en lille på 15,50cm til 79kr og en stor på 17cm til 89kr.
Everyday er hermed kommet på min ønskeseddel.