Dyr på træ

Jeg har tænkt mig at blive bedre til at flytte rundt på mine møbler. En gammel ting på en ny plads kan give et helt anderledes udtryk. I forbindelse med den næste ommøblering hjemme hos mig kunne der let blive en fri væg til ny grafik. 

De trykte dyreprint på krydsfiner fra arkitekt- og grafikerægteparret Hanne og Tobias Scheel Mikkelsen bag WhatWeDo er et godt bud på min næste investering. Vaskebjørnen i de sort-hvide nuancer kan let flytte ind hos mig. Den passer til det meste, og det enkle udtryk gør, at den sagtens kan hænge i en klynge med andre plakater og billeder. Den rå træplade giver en god kontrast til det idylliske landskab i vaskebjørnen. Det klare landskab holder den lodne vaskebjørn fra at blive for tutte-nuttet. Derfor kandiderer den både til stuen og børneværelset. 

Dyrene med landskaber i maven blander retro med simpel grafik, og det giver en rigtig god effekt. 

Landskaber og dyretryk kan flettes ind i forskellige dele af indretningen. By Nord bruger både landskaber og nordiske dyr på deres puder. De har lavet en pude, der går godt i spænd med vaskebjørnen. Motivet er et pindsvin, der er trykt i sort/hvid. Det er nærmest fotografisk, og jeg kan tydeligt fornemme dens lodne snude. Marie Willumsen bruger også nogle af de samme landskabseffekter i hendes plakater. Jeg er vild med de små udsnit af landskaber i collagen

De fine dyr var med på Finders Keepers marked på Godsbanen i Aarhus, og de kommer formodentlig igen til Finders Keepers julemarked.

Du kan også få fingrene i hele Faunascape-serien på Art Rebels’ webshop

Dyrene er også trykt på posters i A3 til små 200 kr. De er ikke til salg i butikkerne endnu, men kan købes ved direkte henvendelse til WhatWeDo

Hold øje med dyrene, der er nemlig flere på vej.

Dyr på krydsfiner 39x39 cm, pris kr. 514,-