Alternative adventskranse

Nu er der kun en enkelt uge til det er første søndag i advent. Så hvis du ikke har været igang med at lave en adventskrans giver jeg her lidt
forskellige ideer.
Jeg kan ikke tåle gran, så ingen af mine afventskranse har gran. Det er faktisk også kun én af dem som er en krans. Tre bruger lyssestager til
fire lys, en bruger fire lysestager og en er lavet af syltetøjsglas.
Jeg har prøvet at gøre det så let som muligt, så man ikke skal bruge enormt
lang tid, og meget af det som skal laves, kan man sagtens sætte ungerne til at hjælpe med.
Det har også været vigtig for mig at lave nogle ideer, som er lidt anderledes og som har kant og personlighed, så det ikke ligner den kedelige grankrans naboen har.

Den første er en nemmeste løsning. Jeg har taget den fine akryl-lysestage fra House Doctor og fyldt forskellige sølvfarvede julekugler i. Det er op
til en selv, hvad man fylder inden i stagen; det kunne også have været grankogler, kunstig sne, pebernødder, et nisselandskab eller hvad man nu
er til. Lyse stagen er en man også sagtens kan have stående fremme når det ikke er jul, både som den er eller med pynt indeni.
(Stagen er desværre siden dette indlæg blev skrevet udgået af House Doctors sortiment)

Den næste er den eneste krans i min samling af adventskranse.
Jeg gik i baggården og fandt nogle grene fra et troldhassel-træ, som var blevet blæst ned på jorden. Det kunne også have været pilekviste, grene fra et birketræ eller andre tynde grene man kan få fingre i.
Jeg har så meget tilfældigt bundet dem sammen til en krans, ved at bruge noget rødt glimmertråd med stjerner, som jeg har købt hos Søstrene Grene. Det er meningen, at den ikke skal være helt rund og perfekt, jeg kan godt lide at det er lidt tilfældigt og ikke alt for pænt. Lysestagerne til fyrfadslys er nogle, jeg har haft i mange år, men man kunne også have brugt bloklys eller nogle andre små lysestager. De er sat fast på grenkransen med klæbemasse (også kendt som elefantsnot).

 Diy Adventskrans Troldhassel

 

Skulle man være så heldig har have en By Lassen Kubus 4 stage, er den jo perfekt at pynte op til en adventskrans.
Jeg har lavet små juletræer og snefnug af Hama perler, som jeg med sytråd har hængt i forskellige højder hele vejen rundt om stagen. Juletræerne blev i pink, da det er en farve, som er meget fremme denne jul, og så kan jeg godt lide, at de små træer er så iøjnefaldende. Lysene har fået en lille sløjfe hver i tyndt, pink silkebånd, for at gøre adventskransen endnu mere feminin og få lidt farve op i højden.
Hvis man ikke har Kubus4 stagen, kan den købes hos Paustian til 949,-

Diy Adventskrans Kubus Hama Perler

 

En anden løsning med en lysestage til fire lys, er at bruge den flotte Belt4 lysestage fra By Wirth.
Jeg har placeret stagen i mit store Bjørn Wiinblad fad som jeg så har fyldt op med små lærkekogler. Jeg har snydt og købt koglerne i Netto, fordi jeg ikke lige kunne finde kogler i Århus C, men også fordi jeg godt kunne lidt det hvide skær, der var på netop disse lærkekogler.
Det en er enormt enkelt adventskrans, og man kan selvfølgelig vælge at gøre endnu mere ud af pyntningen.
Der er et fint samspil mellem det enkle i den sorte stage med de hvide lys, fadet i hvidt keramik med sort dekoration og så de naturlige bruge kogler. Havde tænkt at give nogle af koglerne lidt glimmer, men gik fra det igen, da jeg ville have at pynten var så naturlig og enkel som muligt.

Diy Adventskrans Belt4 Stage

 

Glimmer er der blevet brugt en del af til den sidste adventskrans, som er et helt igennem DIY projekt. Denne adventskrans består af fire forskellige store syltetøjsglas som jeg har dekoreret med glimmer og sukker. I julen bliver der jo spist masser af rødkål og syltede agurker, så det burde ikke være så svært at få fingrene i fire store glas.

  • Først fik jeg vasket glassene og brugte sprit til at fjerne alle rester af etiketter og lim.
  • Dernæst printede jeg nogle tal ud i en passende størrelse, som jeg satte fast på indersiden af hvert glas, så jeg havde en skabelon at gå efter. På ydersiden lagde jeg så et tykt lag hobbylim, som bliver drysset over med et tykt lag sølvglimmer. Man kan sikkert også bare bruge glimmerlim, men det havde jeg ikke lige ved hånden.
  • Da tallene var nogenlunde tørre, gik jeg igang med at give kanten lim, som så blev drysset over med en blanding af sukker og sølvglimmer. Det skal ligne, der er frost på kanten af glasset, så det gjorde ikke noget, at limen ikke blev lagt i en helt lige linie rundt i kanten.
  • Tilsidst børstede jeg det værste overskydende glimmer fra tallene og fyldte resterne af sukker og glimmer i bunden af hver glas. Et lille bloklys blev presset ned i sukkeret, og så var den adventskrans færdig.

Jeg er blevet ret tilfreds med resultatet, og det hele var så nemt at lave at man sagtens kan sætte ungerne til at pynte glassene.
Et vigtigt punkt er at fylde bunden af glassene med sukker inden man kommer lys i, for ellers kommer det til at lægge sig på lyset; og det kan godt lugte lidt når sukkeret smelter.

Diy Adventskrans Syltetoejsglas Glimmer

 

Jeg håber, I er blevet inspireret af mine forskellige bud på alternative adventskranse.