DIY Fredag: Pude med tekst i pailletter

Rigeligt med puder i sofaen og glimmer er to ting, som passer godt til mig. Så hvorfor ikke kombinere de to ting til et DIY Fredag indlæg?

Det oprindelige indlæg, hvor billederne også kommer fra, har jeg fundet hos The Proper Blog .
Det er egentlig et jule-DIY-indlæg, men jeg synes ikke, at man skal begrænse glimmer og pailletter til kun at være fremme omkring juletid!
Du kan jo bare ændre teksten til noget, som passer til hele året som Happy, Lovely, Glimmer eller hvad du lige synes passer til dig.
Ordet skal bare ikke være for langt, så bliver det for småt, til at du kan lave det rigtig fint med paillet-snoren.

Diy Pude Med Paillet Skrift

 

Lexi fra The Proper Blog har også lavet en pude med et stiliseret juletræ i pailletsnor. Du kan jo bare vælge et andet simpelt motiv eks. en geometrisk figur, som kan bruges hele året.
En figur kommer til at bruge en hel del mere pailletsnor end et ord.
Du kan købe pailletsnor i de fleste stofbutikker og hobbyforretninger. Hos Stoff & Stil kan du få 5 m pailletbånd til 24,95, og det fås i flere forskellige farver.

Pailletbaand Soelv Stoffogstil

 

Du kan bruge et pudebetræk af et hvilket som helst materiale. I den originale vejledning bruger hun en pude af kunstlæder, men du kan også bruge en i bomuld, velour eller hvad, du nu lige synes, skal pyntes med pailletter.
Det behøver ikke engang være ensfarvet. Jeg kan faktisk ret godt lide hendes juletræ på det grafiske pudebetræk. Det passer rigtig fint sammen.
Du kan sagtens selv sy et pudebetræk eller bruge et købt.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er en fordel at tage pudebetrækket af inderpuden, når du sætter pailletbånedet fast, eller om det giver det bedste resultat at lade betrækket være på puden.
Jeg vil ihvertfald tage betrækket af, mens jeg skriver teksten, så det kan ligge fladt og dermed er nemmere at skrive på. Men så vil jeg nok sætte det tilbage på inderpuden, når jeg skal til at lime båndet fast, så det har den buede og bløde overflade.

Jeg vil anbefale, at du lige laver en test eller to på noget papir, inden du begynder at skrive/tegne på pudebetrækket.
Så er du lidt bedre forberedt mht, hvor store dine bogstaver kan være for at fylde fladen ud.
Det kan jo også være, at du ikke er så trænet i skråskrift, så det er også rart lige at få prøvet det af. Du skal nemlig bruge en skrifttype som hænger sammen, ellers skal du klippe pailletbåndet over for hvert bogstav, hvilket er besværligt og giver en masse arbejde med at få alle enderne pæne.

Lexi bruger gel-pen til sit betræk, men det er jo også kunstlæder, så det er ret nemt at tørre af hvis hun laver fejl. Hvis du bruger en bomuldspude, vil det være bedre at bruge kridt, som nemt kan fjernes igen.


Sådan laver du en pude med tekst i pailletter

Materialer:
Pudebetræk
Skrædderkridt eller andet som kan tegne på pudens materiale
Limpistol med lim
Pailletbånd

Materialer Lav Selv Pude Med Pailletter


1.
Skriv dit ord på pudebetrækket med kridt (efter lige at have lavet et par tests på papir først).
Du kan altid slettet kridtet igen, hvis du ikke er helt tilfreds med resultatet.

Skriv Tekst Pude

 

2.
Tegn ordet op med limpistolen - start i den ene ende. Tag kun et lille stykke ad gangen, så det ikke når at tørre, før du får sat hele pailletsnoren fast.

3.
Fortsæt til du har hele ordet i paillet, og klip så snoren over.

Lim Pailletbaand Fast

 

4.
Kom en lille smule lim under den sidste paillet og sæt den fast heri.

5.
Når limen er tør (efter et par minutter), kan du gå efter og tjekke, om der er steder, hvor snoren skal have lidt ekstra lim.

6.
Med en fugtig klud kan du fjerne rester af kridt.

Rengoer Puden

 

7.
Nu er din pude med pailletter klar til at pynte i din sofa, lænestol, seng eller hvor du nu har tænkt dig den skal bo.

Pude Med Tekst I Pailletbaand


Hvis du vil lave en figur i pailletbånd, skal du tegne den op med kridt og så starte udefra og ind mod midten. Ved afslutning skal du som ved teksten, klippe båndet over og komme en smule lim under den sidste paillet og sætte den godt fast i midten af motivet.

Pude Med Paillet Trae


Du kan finde det originale blogindlæg fra The Proper Blog her.