DIY Fredag: Hjemmelavede skumfiduser

Jeg er så heldig at have fået sponsoreret et gør-det-selv kit til skumfiduser/marshmallows fra Det Søde Liv.

Jeg var også ret hooked på flødebolle kit'et, men da Susanne fra Det Søde Liv fortalte, at det kunne være lidt svært at lave, var jeg hurtig til at skifte mening og gå efter skumfiduserne.
Og det valg er jeg ret glad for!

Jeg har nu lavet to portioner skumfiduser, eller det er faktisk kun halvanden, da det viser sig at en portion giver RIGTIG mange skumfiduser. Og det er ikke de der luftige nogle fra supermarkedet - der er gods i dem, man selv laver.

Hjemmelavede Jordbaer Skumfiduser

 

Skumfidus-sættet indeholder alt, hvad du skal bruge pånær almindeligt sukker, og det har man jo ofte stående i skabet i forvejen.
Og så skal du også have smag og farver selv, hvis det er noget, du vil bruge.

Jeg fik frysetørrede jordbær og jordbær-aroma med i pakken, så min første portion var selvfølgelig det.
Desværre står der ikke i vejledningen, hvornår man skal komme smag i "dejen" og hvor meget, så jeg prøvede med lidt ad gangen. Det endte med en mild smag af jordbær, selvom jeg synes, jeg kom ret meget i.
Jeg gav det også en lille smule lyserød pastafarve, for at gøre det rigtig jordbær-agtigt.

Lyseroed Jordbaer Skumfidusmasse

 

Min næste (halve) portion var med lakridssmag. Jeg brugte både engelsk lakrids pulver og sød lakrids sirup. Det behøvede ingen farve, da det i sig selv gav en fin lysebrun farve.
Jeg blandede lidt lakridsrodspulver i det "mel" som skulle dryses på bagepapiret for at skumfidus-massen ikke klæbede fast. Det fungerede rigtig godt, og gav lige det sidste pift lakrids. Mums!

Lakrids Skumfidusmasse

 

Det kan varmt anbefales, at bruge en røremaskine til at lave skumfiduserne, eller man skal være to om det.
Min første portion lavede jeg med håndmikser, og det viste sige at være ret svært at holde den samtidig med, at der skal hældes varm sukkermasse i. Bagefter var min håndmikser smurt ind i sukkermasse og skumfidus.

Skumfiduser Piskes


Anden portion lavede jeg i min elskede KitchenAid og det gik meget nemmere.
Dog måtte jeg have fat i min håndmikser for at piske æggehvidepulver og vand stift nok. Det virkede bare ikke for mig i røremaskinen.
Skålen skal sættes i koldt vandbad, mens man pisker, hvilket jo ikke rigtigt kan gøres med skålen på røremaskinen. Istedet fandt jeg nogle isterningsposer fra fryseren, som jeg holdt udenpå skålen. Det fungerede fint.

Det var ret svært at få smurt massen jævnt ud på bagepapiret (som kan ses på billederne længere oppe), så mine skumfiduser har fået meget forskellig tykkelse med ret ujævn overflade. Men jeg synes egentlig ikke, det gør noget, det er bare med til at vise, at det er hjemmelavede marshmallows og ikke taget fra en pose.

Jeg har ikke fået taget så mange billeder undervejs, for når man først er igang, er der ikke tid til så meget andet. Man skal holde styr på temperaturen, blande ting, piske og hælde i. Og man bliver lidt fedtet ind i skumfidusmasse.

Sukkermassen Koges

 

Jeg ved ikke, om det kan svare sig at lave sine skumfiduser selv. Skumfidus-sættet fra Det Søde Liv koster 149,- og der er til 2kg skumfiduser i - det er altså mange skumfiduser.
Man har dog mere frihed mht smagen. Så vil man gerne have marshmallows med fersken- eller blåbær-smag, kan man lave det. Skal de være grønne, gul eller multi-unicorn-color kan man også selv klare det. Og man kan lave dem præcist så store, som man vil have dem.
De hjemmelavede marshmallows er ikke søde på samme måde, som dem man køber. Jeg kan meget bedre lide dem, jeg selv har lavet, end de "normale".

Diy Skumfiduser

 

Jeg har også tænkt på, at man jo lige kan dyppe de færdige skumfiduser i smeltet chokolade, for at gøre dem endnu lækrere.

Det er vildt sjovt at lave sine egne skumfiduser, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør det... jeg har stadig til en del gange i sættet.

Så tusind tak til Susanne fra Det Søde Liv for at sponsorere mine skumfiduser!