Mumla sengetøj

Det er rart at skulle sove i en seng, som er redt pænt med fint sengetøj.

Jeg kan godt lidt mønstret sengetøj; jeg er ret glad for mit Snurk Furry Friends.

Nu har jeg fået øjnene op for det polske brand Mumla, som også lave fint sengetøj - både ensfarvet og med mønster.

De skriver på deres hjemmeside, at de går efter at lave unikke produkter, som er nøje udvalgt. Det er altså ikke masseproduktion af varer, som skal kunne købes over alt.
Deres produkter skal være rare at omgive sig med, gøre en i godt humør og være for alle.
Jeg kan ret godt lide deres udsagn: "We believe that every day life can be special and we want to spread that belief among others."

Det ser ikke lige umiddelbart ud til, at de har en dansk forhandler, så jeg har ikke set deres produkter i virkeligheden og kan derfor ikke sige, hvordan sengetøjet er at røre ved, eller om printet er lige så flot som på billederne - men jeg har på fornemmelsen, at det er nogle ret lækre ting, også i virkeligheden.

Selvom Mumla er polsk, laver de også sengetøj, som passer til danske dyner og puder. Dynebetrækket er 140x200 cm og pudebetrækket 50x60 cm. En almindelig dansk pude måler 60x63, men den vil sagtens kunne være i pudebetrækket, den vil bare være lidt mere fast, når den bliver klemt lidt sammen.

Sengetøjet fra Mumla er lavet af Oeko-Tex bomuld, så det indeholder ingen skadelige stoffer og kan også bruges til spædbørn. Lukningen er med lynlås.

Der er flere Mumla sengesæt, jeg har forelsker mig i.

Confetti Grey har på den ene side en masse små prikker i dæmpede farver på en hvid bund. På den anden side er der ensfarvet lysegråt stof. Hele vejen rundt om Confetti sengetøjet er der en lysegrå tittekant.
Det grå konfetti-sæt i danske mål koster ca. €70.

Sengetoej Confetti Mumla

Det fås også i en udgave, hvor den ensfarvede side er mørkeblå, som for øjeblikket er nedsat til ca. €59.

Et andet sæt, jeg tænker kunne passe til mit soveværelse, er Origami. Det er hvidt med tegninger af små origamifugle i lysegrå. Nogle af fuglene har små prikker på hoved, vingespids og hale, mens andre har ekstre streger, som var de tegnet i hånden.
Der er print på begge sider, og der er en hvid tittekant hele vejen rundt på sengetøjet.
Dette sæt i danske mål er for øjeblikket på tilbud til ca. €50.

Origami Mumla Sengetoej

De har også sengetøj til matematik-elskeren. Formulas sengesættet har nemlig print af matematiske ligninger. Ligningerne står i lige linier lige efter hinanden i lysegråt over hele sengetøjet. Nogle steder er teksten fremhævet ved at være i gul, rød eller blå.
Dette sæt har lysegrå tittekant og koster ca. €67 i danske mål.

Formulas Mumla Sengetoej

For øjeblikket har de tilbud på flere af deres sengesæt, så kig endelig forbi deres webshop og se, om der er noget for dig. De har også puder og plaider, og så sender de selfølgelig til Danmark.