Hej Jeg hedder Louise og er blogger, jeg har min egen blog ByLouiseVorre. I dag er jeg gæsteblogger her, og har fået lov til at lave denne fredags DIY indlæg, hvilket jeg har glædet mig til.
Da vi nu er trådt ind i den hyggelige december måned, har jeg valgt at julen og julepynt skal være tema for mit indlæg - Så i dag skal vi lave ryste/julekugler, også kendt som Snow Globes :-)
Julen er fyldt med masser af hyggelige traditioner og gode minder! Jeg husker tydeligt de fine rystekugler hvor sne og glimmer hyggeligt hvirvlede rundt når man rystede dem. Nu har jeg selv prøvet at lave dem, og det er faktisk overraskende nemt og ret hyggeligt at lave.
Det kræver ikke meget og tager ikke ret lang tid at lave en hjemmelavet ryste-julekugle. Her kan I se hvordan jeg gjorde.
Du skal bruge:
1: Et tætsluttende syltetøjsglas
2: Pynt til indeni rystekuglen.
(Plastik og porcelæn er bedst da det oftest holder farven i vand. Ufarvet træ er også godt)
3: Lim - Enten vandfast superlim eller limpistol.
4: Vand – Demineraliseret vand til 40,- i Matas holder længst.
5: Glimmer, sne eller stjerner efter eget ønske.
6: Glycerin - Fås til 30,- i Matas. Er ikke nødvendigt, men det får glimmeret til at falde finere så det ikke klumper sammen.
Sådan gør du:
1: Lim pynt på indersiden af glassets låg. Det må gerne være lidt højt, sådan at man bedre kan se pynten når låget skrues på.
2: Hæld glimmer i glasset. (Pas på ikke at putte alt for meget i)
3: Hæld ca. 1 tsk. glycerin i glasset.
4: Fyld glasset helt op med Demineraliseret vand.
5. Rør rundt med en ske (Så kan man også fornemme om der er nok glimmer i)
6: Smør lidt lim på indersiden af låget og skru det fast på glasset.
7: Man kan pynte glasset – evt. med bånd omkring lukningen.
- ryst og nyd synet :-)
Rigtig god DIY weekend derude - og glædelig jul :-)