Denne uges DIY Fredag er en masse inspiration til hvordan du selv kan lave dine egne julekort.
December er jo ved at være lige rundt om hjørnet, og derfor er tiden også til at skrive julekort. Det er meget nemmere lige at sende en sms eller en email, men der er nu ikke noget som at få et håndskrevet julekort. Hvis dette julekort så også er hjemmelavet bliver det lidt mere specielt.
Jeg indrømmer gerne at jeg er elendig til at tegne og male, så de julekort jeg viser i dette blogindlæg har dekoration på anden vis.
Alle julekortene er så simple at lave at man sagtens kan få børn til at hjælpe.
Til alle kortene er fælles at de er lavet af karton. Det er helt op til dig om du vil bruge hvidt karton, eller om det skal være farvet. Man kan godt få karton skåret i postkost størrelse, det vil gøre det lidt nemmere, hvis du ikke vil bakse med at få papiret klippet i den rigtige størrelse.
På flere af julekkortene kan man med fordel lave dekorationen på et stykke karton som så limes på et farvet stykke, der er en smule større. På den måde får man skjult bagsiden af det forreste stykke (hvilket kan være nødvendigt med flere af julekortene) og man får lavet en fin ramme rundt om det dekorerede stykke karton.
Julekort med pakker af HAMA perler:
På det første billede er julekortet dekoreret med små julegaver lavet af HAMA perler. Det bliver en lille smule mere julet ved at pakkerne er holdt i grøn og rød, men det er jo helt op til en selv hvilke farver man vil bruge på pakkerne. Det er et meget simpelt mønster, så det du skal bruge er en firkantet perleplade, HAMA perler i de ønskede farver og så bagepapir og strygejern til at smelte perlerne med, og lim til at sætte pakkerne fast på julekortet med.
Under de små pakker er der skrevet Merry Christmas, det kan man jo selv vælge om man også vil have med, eller om man vil skrive noget helt andet under pakkerne.
Kortet der er brugt på billedet er kvadratisk, som ser rigtig fint ud til de kvaratiske pakker af perler. Hvis man hellere vil have et mere traditionelt aflangt kort, kan det selvfølgelig også bruges. Hvis man vender kortet så det er længst på den vandrette led, kan man sætte tre små pakker ved siden af hinanden istedet for de to som er på kortet på billedet.
Billede og ide kommer fra Folksy
Sidste år lavede jeg juletræer og snefnug i perler, som dekoration på en alternativ adventskrans, og disse figurer kan også sagten bruges på et julekort.
Julekort med juletræer i tråd:
På billede 2, 3 og 4 er julekort med juletræer lavet af snore eller tråd. På disse julekort er det vigtigt at man klæber et ekstra stykke karton på bagsiden, både for at sikre at trådene ikke går op, men også så man faktisk har et stykke blank karton at skrive sin jule-besked på.
Det første er meget enkelt med lige tråde, som bliver mindre og mindre opefter og derved danner en juletræsform. Tråden er grøn, hvorpå der er sat små glasperler som julekugler på træet. På toppen over trådene er et stjerne klistermærke.
Jeg vil anbefale at man lægger et stykke ternet papir over kartonen og prikker hullerne til tråden inden man begynder at sy. Det ternede papir vil give en skabelon, så man får den samme afstand mellem alle trådene og at længden afkortes med den samme afstand på hver tråd.
Fra Echoes of a dream.
På det næste billede er hullerne til juletræet nogenlunde magen til dem på forrige julekort. Men her er der brugt tråde i mange forskellige farver, som er syet på kryds og tværs over hinanden. Det giver et mere levende og moderne juletræ. Man kan også vælge bare at holde tråden i én farve, men stadig køre det på tværs over hinanden for et enklere juletræ.
Ide og billed kommer fra 60+North.
Det sidste kort med juletræer i tråd har tråden på den anden led og hele vejen hen over kortets længde. Der skal laves en lille fordybning i kortets kant øverst i midten og flere langs bunden, som tråden skal hvile i, så den ikke glider hen over kanten. Brug et lille stykke dobbetklædende tape på bagsiden lige under fordybningen i toppen, som hæfter tråden når den vilkes rundt om kortet. Vil du gerne have en mere uddybet forklaring er der en fin video som viser hvordan du laver dette juletræs-julekort.
Julekort med juletræer af forskellige slags papir:
Jeg kan ret godt lide julekortet på billede nr. 5. Her er der mange juletræer samlet over hinanden, som en lille granskov. Disse juletræer er faktisk bare trekanter i forskellige størrelser, som er klippet ud hvidt og brunt papir. Det som giver ekstra personlighed til disse juletræer er det papir de er klippet ud af. Der er brugt alt fra bølgepap, mellemlægsservietter i blonde, nodepapir, bagepair, genbrugspapir og alt mulig andet papir i hvide og brune nuancer. Der er mange forskellige tykkelser og teksture på juletræerne, som giver en virkelig fin effekt. Alle trekanterne er spidsvinklede, men de er ikke lige spidse alle sammen, som også understreger det unikke ved hvert enkelt juletræ.
Det er et nemt og enkelt julekort at lave, men det har utrolig meget personlighed.
Ide og billede kommer fra Blogblom.
Julekort med julekugler i gavepapir:
Jeg kan godt lide det med at der bliver brugt forskellige slags papir til at pynte julekortet. På kortet på billed 6 er dekorationen julekugler, som er lavet af cirkler klippet ud af julegave-indpakningspapir. Øverst er en lille trekant hvorfra der er tegnet en lige streg op til den øverste kant af kortet.
Jeg tror at julepapiret er klistret på karton, så der kommer lidt niveauforskelle på kortet, men man kan også sagtens bare klistre cirklerne af gavepapir på selve kortet.
Kortet er fra Etsy shoppen Sharing a Passion Inc.
Julekort med juletræ af masking tape:
Helt simpelt er det sidste julekort, hvor dekorationen er et juletræ lavet af masking tape. Der er brugt tape med forskellige grønne mønstre og en enkelt med rødbrun som stammen. Der er ikke målt op, så længden på tapen er lidt tilfældig, ligesom kanterne bare er revet over og stykkerne overlapper hinanden. Jeg synes det er fint at det hele ikke er så firkantet og stillistisk, men at der er en smule tilfældighed over dekorationen på dette kort. Juletræet er pyntet med sølv-kugler, men det synes jeg egentlig ikke er nødvendigt, juletræet i washi tape er dekoration nok i sig selv. Men stjernen i glimmer i toppen er en fin lille detalje.
Fra bloggen Scrappin' and Stampin' in GJ.
God fornøjelse med at lave jeres egne julekort!
Husk at julekort sendt som A-post skal i postkassen senest d. 22. december hvis de skal nå frem inden juleaften, og endnu tidligere hvis det er B-post, som kan tage op til 4 dage om at komme frem.
Hvis julekortene skal sendes til udlandet kan du her finde en liste over hvornår de seneste skal sendes alt efter hvor de skal hen.