Det er ikke første gang jeg skrive om te her på bloggen. Jeg drikker nemlig rigtig meget te.
Men i det her fantastiske sommervejr, har jeg altså mere lyst til noget koldt og læskende end en dejlig, varm kop te.
Så er det jo heldigt at man kan lave det om til is-te.
Allerede tilbage i 2013 skrev Monica et indlæg om iste, men der er jo fem år siden, så jeg synes, det er på tide med endnu et iste indlæg.
Da jeg tidligere på året var på besøg hos House Doctor for at se deres sommerkollektion, fik jeg en kop te. Det var T1 fra Nicolas Vahé, som er en grøn te med kokos og passionsfrugt.
Jeg har siden været ude og købe den, for den var bare lækker frisk, sød og lækker.
Denne te er oplagt at bruge som iste, så jeg har lavet en lille opskrift, så teen bliver helt perfekt til en varm sommerdag - som vi jo har mange af for tiden.
Du kan helt sikkert også bruge en anden grøn eller hvid te med ananas/passionsfrugt.
Tante T har en økologisk, grøn te med ananas og ingefær, der lyder ret lækker, og Vild med Tes Feprinsessens Te med ananas, mango, jordbær og appelsin, virkerogså perfekt til iste.
Det tager flere dage at lave denne iste, men det er fordi, du skal lave isterninger, og teen skal køle ned, når den er brygget.
Brug aldrig spilkogende vand til grøn te. Det får teen til at smager bittert. Vandet skal være omkring 80-85 grader varmt, når teen brygges.
Har du ikke en smart elkedel med temperaturindstilling, kan du koge dit vand og lade det stå i kedlen i ca. 10 minutter og køle af, før du hælder det over teen.
Jeg synes ikke, teen behøver sukker eller sirup, da ananasjuicen er med til at give en fin sødme, og så må den, efter min smag, godt smage af te og ikke saftevand.
Husk også at få andet væske i varmen, da te kan være vanddrivende.
Iste med ananas og T1
Ingredienser:
T1 te
Vand
Dåse med ananas i egen juice
Isterninger
Redskaber:
Isterningsforme
Tekande
Istekande
Tesi
1
Start med at hælde væsken fra dåseananasen i en isterningeform og stil den i fryseren.
Frys også nogle stykker ananas og lav nogle helt almindelige isterninger.
2.
Når dine isterninger er frosne, kan du gå igang med at lave teen.
Den skal være lidt stærk, da den jo bliver fortyndet med isterningerne, så jeg brugte ca. 4 spsk te til 1,5 l vand.
T1 er en løs te, så du kan vælge at komme den i en tepose eller et teæg. Da teen alligevel skal hældes over i en anden kande, når den har trukket, lader jeg den løse te flyde frit i vandet, så den rigtig kan folde sig ud og give masser af smag.
Jeg lod teen trække i 7 minutter.
3.
Hæld teen over i en anden kande fyldt halvt op med almindelige isterninger og stykker af frossen ananas.
Vær sikker på at din kande kan holde til det varme vand.
Da min te har fyldt frit rundt i tekanden, hældte jeg det over i den anden kande gennem en lille tesi, så der ikke kom teblade med.
4.
Stil kanden i køleskabet og lad teen køle helt af.
5.
Server isteen i glas med frosne ananstykker, almindelige isterninger og isterninger lavet af ananasjuicen.
Velbekomme og god weekend med sommervejr og iste.