Tiden op til jul bringer en masse julemarkeder med sig. Heldigvis er det ikke dem alle som kun sælger hjemmelavede nisser, juledekorationer og gran. Der er også rigtigt mange design-julemarkeder, hvor man kan købe lækre designprodukter fra både upcomming og mere etablerede brands. Så ved et besøg på sådan et marked kan man hurtigt få julegaverne klaret, også dem til sig selv!
Selvom vi kun er midt i november, har der allerede været afholdt en del markeder, men her får I en beskrivelse af nogen af de markeder I stadig kan nå at besøge inden jul, fordelt rundt i hele landet, dog hovedsageligt i København; det ser desværre ud til det mere populært i provinsen med nisser og gløgg end smart design, men nogle få designmarkeder udenfor hovedstaden har jeg da fundet.
Så julemarkeder med design for julen 2014 er:
Den kommende weekend d.22.-23. november, er der Designcellerns julemarked på Fængslet i Horsens. Her vil I kunne finde brands som Tile Junkie, Buus Work og NUR. Der er gratis entre og workshop for børn, mens de voksne shopper rundt i cellerne. Markedet foregår nemlig i det gamle statsfængsel, hvor hver designer har sin egen celle til at sælge sine varer fra. Der er åbent begge dage kl.10-16.
Upcomers i Vejle holder julemarked på første sal i shoppingcenteret Mary's på gågaden med 50 forskellige udstillere med ting som grafiske værker, keramik, smykker og tøj fra bl.a Strups og Graphic Living. Det foregår i weekenden d.28.-30. november, med åbent kl.14-22 fredag (i forbindelse med Vejle by Night) og kl.10-16 i weekenden. Også her vil der være workshops for både store og små og fri entre for alle.
Lidt længere sydpå holder Traphold museum julemarked i samme weekend. Her er åbent d.29-30 november kl.10-17 begge dage, med gratis adgang for alle. Der vil være boder med 45 forskellige kunsthåndværkere bl.a. Anette Friis Brahe (som tidligere er nævnt på bloggen her), Helene Vonsild fra 1+1 Textil og Lærke Langballe.
Er man i København den weekend kan smutte forbi julemarkedet i Den Gamle Elevatorfabrik på Brobergsgade ud til Christianshavns kanal. Der er åbent kl.10-16 d.29-30 november. Der vil blive solgt smykker, brugskunst samt møbler og kunst, derudover vil der også være udstillet malerier og skulpturer.
Det er også muligt at kigge forbi Viktoria Julemarkedet på Vesterbrogade 24B i København V. Her er åbent kl.12-19 fredag d.28. november og kl.10-17 i weekenden d.29.-30. november. Her finder du kunst, keramik, smykker, print og andet design fra bl.a. Studio Arhøj (nævnt på bloggen her), Sofie Børsting og Clib Klap (omtalt i dette blogindlæg).
Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i København holder julemarked søndag d.30. november kl.10-17, hvor skolen på Philip de Langes Alle 10, 1435 Kbh. K, lukker dørerne op, så du kan komme og købe design fra skolens elever og lærere. Her vil man med sikkerhed kunne finde unika produkter og andet lækkert design. Hvis man går ud fra at de tilmeldte på deres Facebook event nu også dukker op, kommer der her MANGE mennesker.
Det Nye Designer Marked på H.C. Ørsteds vej 18 (baghuset) på Frederiksberg holder igen i år julemarked. De har valgt at strække det over to weekender d.29-30. november og d.6.-7. december alle dage åbent kl.10-17, så der er endnu mere tid til at komme forbi og finde lækkert design fra brands som Helbak, Lisbet Krøll (som er nævnt i dette blogindlæg) og Henrik Stahlhut. Det kan være en god ide at kigge forbi begge weekender, da nogle af designerne skiftes ud.
Eleverne på Textilskolen i Holte viser og sælger egne produktioner lørdag d.6. decmber kl.11-16. Så mangler du noget unikt at tage på til julefrokosten vil dette julemarked være et godt sted at lede.
På Koldinghus holder de Julemarked på Slottet i weekenden d.6.-7. december kl.10-17. Entreen koster 50,- men så får du også fri adgang begge dage. Der er udstilling med Georg Jensen julepynt, julekoncert og julepynt-workshop med Shane Brox fra DR. Der er selvfølgelig også boder hvor du kan købe tekstiler, illustrationer, keramik, smykker og andet design bl.a. fra unge designer fra designskolen i Kolding, som jeg ikke har kunnet finde et julemarked hos.
Arkitektskolen i Århus holder deres årlige julemarked i weekenden d.13.-14. december kl.10-14 på skolen på Nørreport. Der vil være 70 stande med alt fra smykker, lamper, skulpturer, illustrationer og meget mere design fra skolens elever og lærere. Der er gratis adgang, men husk tålmodigheden der er altid RIGTIGT mange mennesker!
Samme weekend er der julemarked på Godsbanen i Århus kl.11-17 d.13.-14. december. Her vil man kunne købe design lavet i Godsbanens åbne værksteder, og der er rundvisning på selve Godsbanen begge dage kl.14. Endnu et Facebook event som har rigtig mange tilmeldte!
Skriv gerne i kommentarfeltet nedenfor hvis der er nogen julemarkeder med design jeg ikke har nævnt.