Den elskelige rævs dyr - Love a Fox

Love a Fox er en af de nye danske aktører og producenter af super flotte plakater. Vi er faldet pladask for deres fugle, men er vilde med måden der leges med ord og det billedlige udtryk.

Vi mødte Morten Storgaard første gang på Design Trade i januar 2014. Og da de er relativt nystartede med Love A Fox, så vil vi lige lave en lynpræsentation af dem:

Firmaet består af Cecilie Nielsen på 25 og Morten Storgaard, 33. Begge er uddannede grafiske designere og har egentligt rigeligt at se til via de grafiske bureauer hvor de arbejder til dagligt (Morten i sit eget; We Love Design). De har bare liiiiige den der følelse af, at de bliver nødt til at lave deres eget, hvor de selv bestemmer udtrykket. Om det siger Morten:

Tanken bag vores designkoncept er fuldstændig simpel - design med stærkt grafisk udtryk iført en snert af Københavns gader - dog stadig enkel, minimalistisk og nordisk i sin stil. Vores eneste ønske til det færdige resultat er, at vi selv står 100 % bag det. Med andre ord: vi skal selv synes, at det er virkelig cool. Alt andet er mindre vigtigt.

I april 2013 gjorde de deres designerdrømme til virkelighed.  Inspirationen finder de i bl.a. musik - især afslappet, elektronisk musik som har været Mortens store passion i mange år, da han har dj’et siden midten af 90’erne og stadigvæ gør det i ny og næ … Derudover inspirerer møbeldesign og deres mange rejser. Men den absolutte primære inspirationskilde er naturen kombineret med hvad de ser i gademiljøet.

I flere af Love A Fox-plakaterne ser man citater, der lige har været igennem en vridemaskine, f.eks. på plakaten Things you need in life, hvor citatet er hentet fra Beatles All you need is love. 

Du kan finde plakaterne i vores webshop og udover det danske marked har den nystartede duo solgt til både Schweiz, England, USA og Japan.

Jo, kærligheden til ræve (eller fugle og citater) kommer langt omkring.

Pris fra kr. 299,-