Dansk kryddersalt

Gourmetsalt er blevet ret populært.
Det skal ikke bare være ren salt, det skal gerne være blandet med noget andet til at give smag.

Når man bruger salt med krydderier, vil man automatisk bruge mindre salt, da det har meget mere smag end rent salt.
Det er også rigtig godt at bruge på popcorn.

Der findes et meget stort udvalg af forskellige typer salt med smag.
Der er både dem, som kommer i en kværn, der er fingersalt, flagesalt, fint el. groft salt og fast bloksalt... og sikkert også andre typer salt, som jeg ikke lige kan komme på.

Jeg har her fundet nogle forskellige kryddersalte, som vil kunne pifte madlavningen op.
Jeg har valgt at gå efter dansk salt, det behøver nemlig ikke være Fransk altanterhavssalt, Himalayasalt eller noget andet smart for at være godt. Vi laver nemlig rigtig godt salt her i lille Danmark og har gjort det siden middelalderen.


Vestjyske Delikatesser har et meget stort udvalg af lækker salt med smag.
Der er både ren salt, salt med en enkelt smag tilsat (eks. Rosmarinsalt), men også salt med krydderiblandinger (eks. kartoffelsalt med timian, løvstikke, rosmarin, dild og estragon). Der er 26 forskellige salte at vælge mellem.
De forskellige salte fra Vestjyske Delikatesser kommer i glas med ca 160-180 gram. Det er let groft salt, så det er lige til at drysse på maden, det skal ikke igennem en kværn først.
Prisen er 35,- pr. glas som alle kan købes hos Vestjyske Delikatesser.

Vestjyske Delikatesser Kryddersalt


Når man snakker om salt fra Danmark, kan man ikke komme udenom Læsø Salt.
Det er ikke kun den klassiske Læsø Sydesalt flagesalt, der kommer fra Læsø, de laver også lækre salte med krydderier.
Der er bl.a. Kryddersalt til kød med økologisk løvstikke, estragon, timian og hvidløg eller kryddersalt til salat med brændenælde og hvidløg. Der er også en røgsalt, som er røget med bøg og lyng.
Priserne på Læsø kryddersalte begynder ved 85,- men for øjeblikket har de forårstilbud på nogle af saltenen, som er nedsat til 55,-
De kan købes på Læsø Salts webshop.

Laesoe Kryddersalt


NORDISK Naturens Forråd har lavet fem forskellige salte, hvoraf de fire er med smag. De er alle lavet med sydesalt fra Mariager Fjord, som er fine små pyramider, der er lige til at knuse mellem fingrene.
De fire salte med smag er:
Timian & enebær, som er god til vildt
Røget, der kan bruges til det meste, som skal have en let røgsmag eks. gryderetter eller på et kogt æg.
Svampe, som også er godt til lidt af hvert eks. bagte rodfrugter el. stegt kød
Ramsløg, som er god til lyst kød og fisk/skalddyr
Nordisk sydesalt med smag kan bl.a. købes hos Fru Skov.

Roeget Sydesalt Nordisk


Hærvejssalt laver urtesalt af sydesalt. De har ren sydesalt uden smag, røgsalt, salt med brændenælde og hvidløg og salt med løvstikke, selleri, timian og gulerødder.
Der er altså ikke vildt mange at vælge mellem, men hvis man har alle fire, er man ret godt dækket ind med kryddersalte. Salten er lidt grov, så den kan evt. lige knuses i en morter eller kværn hvis den skal bruges på en æggemad.
De fås i forskellige mængder og indpakning. Priserne starter ved 45,-
Læs mere og køb sydesaltene fra Hærvejssalt på deres hjemmeside.

Haervejssalt


Mariager er hjemsted for Nordeuropas største producent af vacuumsalt, nemlig Akzo Nobel Salt, som udvinder salt fra den danske undergrund.
I Mariager finder man også Mariager Saltcenter, hvor man kan lære om saltudvinding og salt gennem tiderne. Der er også et saltbad, og man kan besøge salthytten, hvor der sydes salt.
Og så kan man købe meget lækkert kryddersalt lavet af Mariager Sydesalt. Der er 18 forskellige at vælge mellem med varianter som flæskestegssalt med peber, timian, persille, merian, laurbærblade eller hvad med tangsalt som giver maden en lækker umamismag.
Min personlige favorit er chipotlesalt med bl.a. røget paprika og chili; den er virkelig god på popcorn.
Det er fint salt, da salten knuses sammen med krydderierne, så det er lige til at drysse på maden uden brug af kværn.
Prisen ligger på 45,- for et glas med Mariager Sydesalt med smag, som kan købes på Saltshoppen.

Flaeskestegssalt Mariager Sydesalt


Vil du gerne lave dit eget krydderurtesalt, kan du finde opskrifter på tre forskellige salte med smag på bloggen her.