Forårsnyhederne er ved at dukke op i forretningerne med boligtilbehør og det gælder selvfølgelig også hos Bolia.
Jeg har et blødt punkt for Bolia som gammel medarbejder i organisationen, men er dermed også deres hårdeste kritikker. Men de er blevet super skarpe til udvikling af nye produkter og ikke mindst samarbejde med designere uden for deres egen matrikel, hvilket giver en spændende synergi i sortimentet.
Denne gang dominerer træ/naturmaterialer, guld og sort med lidt afstikkere mod noget "nude" og etniske blomster. Lyder det mærkeligt? Jamen det fungerer!
Jeg har fundet mine 5 favoritter mellem nyhederne:
1. Brevbakke med opbevaring til småting - trææskerne er ikke ny i Bolias sortiment, men det er nyt at de kommer med en brevbakke. Jeg kan aldrig få nok æsker (måske min mand ikke er af den opfattelse...) og jeg mangler en brevbakke! Den fås med 2 varianter af farvede låg.
Pris kr. 349,-
2. Sparegris i guld eller sort. Jeg sparer lommepenge op til ikke mindre end 3 udlandsture i år. Hvis nu den lille guldgris stod på mit skrivebord og lyste op, så kunne det være jeg huskede at smide småmønter i når jeg kom forbi den. Den er designet af Anne Steensgaard, der har lavet andre ting til Bolia, og oprindeligt er uddannet glaspuster.
Pris kr. 149,-
3. Sort pude med vævede kranier giver et flot underspillet look. Man opdager ikke til en start, det egentlige mønster, men det gør bare pude mere interessant. Den ellers neutrale pude får et liv af de mørke kranier - en fin reference til sommerens VM-fodbold i Brasilien, hvor man har et noget andet forhold til døden og skeletter end man har på vores breddegrader. Jeg spår at vi kommer til at se en del kranier og brasiliansk-inpirerede designs i det næste års tid.
Designeren bag puden er Karen Mimi, der er kendt for sit eget brand Fuss. Mål 40x40 og pris kr. 399,-
4. Lanternen Rattan er lavet i bambus, og flettet efter gamle metoder. Stilen er Afrikansk inspireret og designet er let og luftigt. Vil være superflot i gårdhaven!
Pris kr. 389,-
5. En håndgranat i guld er et alternativ til hjemmets lysestager. Som Bolia selv skriver så er det bling-bling for alle pengene med guld i boligen. Jeg synes det er et sjovt møde mellem det smukke guld og det ganske forfærdelige våben, og det gør stagen interessant.
Pris kr. 59,-
Indtil søndag d. 2. marts er der minimum 20% på alt i Bolias butikker, og det gælder også de nye produkter. Flere af tingene kan man spare op til 50% på.