Plakater med dyr og dobbelteksponering er lige mig.
Jeg sælger jo på shoppen de fine Faunascapes plakater og Clean Nature plakaterne fra Incado, som alle er med dyr og landskaber oveni hinanden.
Så det kan ikke komme bag på nogen, at jeg også er ret vild med de smukke plakater fra Art By Austa Lea, som også er dobbeleksponering af fotos af dyr.
Det, der er anderledes ved Austa Leas plakater, er, at hun blander foto med maleri. Så det er altså ikke bare to fotos, hun lægger over hinanden.
Hun laver selv malerierne, som hun maler på lærred og papir med akryl.
Hendes malerier bliver også brugt alene til tryk på plakater og puder.
Hendes inspiration kommer fra den islandske natur - hun er nemlig selv halvt islandsk.
Der er derfor både vulkansk lava, nordlys og søpapegøjer på hendes plakater. Som hun selv skriver: "Jeg er dansk/islandsk kunster. Jeg er inspireret af de islandske dyr og den kompromisløse natur, der slet ikke tager hensyn til de mennesker, der bor på øen. I Island skinner solen ikke altid – og i vinterhalvåret dominerer mørket. Naturen er fuld af kontraster, og for mig er Island fuldstændigt enestående i kraft af dette. Jeg er tiltrukket af den helt særlige energi, vulkanøen besidder, og den danner for mig associationer til det menneskelige sind, hvor der heller ikke altid er lys at finde, og hvor glæde og ro sommetider kan være fordunklet af mørke og blæst."
Det er altså ikke bare nuttede dyr og blide landskabsbilleder. Der er noget barskt og voldsomt ved Austa Leas motiver.
Hun går ikke på kompromis med kvaliteten, så hendes plakater bliver printet på 180 grams papir med mat overflade, som passer super godt til hendes motiver.
Skulle du have fået lyst til at have en af de stemningsfulde plakater fra Art By Austa Lea hængende i dit hjem, kan de købes på hendes webshop.
Og kig jævnligt forbi hendes side, da hun løbende laver nye ting.