Akvarium og urtepotte i ét

Det kan være besværligt at skulle holde sit akvarium rent, så jeg synes dette lille akvarium med urtepotte er smart. Fiskenes snavs giver gødning til planterne, som derved renser vandet. Ret meget win-win!
At akvariet også er pænt at kigge på gør det ikke mindre attraktivt. Det er et lille bitte akvarium til 12l vand, så det er ikke mange fisk man kan have i det. En enkelt kampfisk som på billedet er nu også meget dekorativ.
Når man køber det fine lille akvarium, som hedder Aqua-farm og er designet og fremstillet i Californien, får man samtidig økologiske frø med så man hurtigt kan komme igang med at gro sin egen produktion af krydderurter og få renset vandet hos fisken. Der medfølger faktisk alt det man skal bruge for at komme igang lige fra grus til akvariet, små urtepotter til krydderierne, luftpumpe og fiskemad. På hjemmesiden kan man se en lille film om hvordan man klargør sit akvarium.
Akvariet koster $59,99 og kan bestilles hos Back to the Roots.