Det er søndag, som er dagen for junk food. Hvis man er typen, der spiser det ofte, kan det være man skulle investere i en Tefal Actifry, det kan godt gå hen og være en god forretning!
Jeg er blevet spurgt om jeg ville prøve en Tefal Actifry Snacking, og det kunne jeg da godt tænke mig.
Den har nu boet både hos Monica og jeg, og fået lov til at teste en masse forskellige retter.
Først vil jeg sige at hvis man spiser mange kartoffel-produkter fra frost kan det være smadder rart at have en Actifry. Den laver virkelig de kedelige pomfritter, kartoffelbåde, kartoffelskriver mm super sprøde og lækre. Når man laver dem i ovnen kan de godt blive lidt slatne, men det problem har man overhovedet ikke med en Actifry, og man behøver ikke bruge ekstra olie. De bliver næsten som pomfritter fra den lokale grillbiks.
Den er også super god til chicken nuggets, kebabstrimler og andre færdigretter fra frost, som skal en tur i ovnen. Større ting som forårsruller, kylling gordon bleu o.l. har jeg ikke prøvet i den, men det vil den helt sikkert også kunne klare, bare man lægger dem i snack-kurven og ikke i selve gryden med rørearmen. Man skal passe på med ikke at give sine nuggets for længe, da de så går hen og bliver ret tørre. Så den tid de skal have i ovnen, kan godt skæres lidt ned, da Actifry'en er hurtigere til at få dem klar. Det gælder dog ikke for kartoffel-produkterne, de skal have omkring en halv time for en pose med 900g.
Hvis man begiver sig ud i at lave mad fra bunden i sin Actifry er den ikke helt så fantastisk. Monica og familien prøvede at lave promfritter fra bunden i Actifry'en, og fulgte til punkt og prikke den opskrift der fulgte med maskinen. De fik ikke lækre sprøde pomfritter, men nogle slatne lettere kedelige pomfritter ud af det. Men familiens mindste på 1½ år var meget begejstret, og kørte dem ned med største velbehag.
Jeg har selv forsøgt mig med at lave falafler fra bunden i Actifry'en. Jeg laver normalt mine falafler i ovnen, da jeg ikke er så vild med at skulle friturestege ting, og de plejer at gå fra hinanden, når jeg steger dem på panden. Så jeg tænkte at Actifry'en ville være god at teste falafler på. Jeg må sige at det endelige resultat ikke var meget anderledes end det jeg får ved at stege dem i ovnen. Jeg lavede en test hvor jeg gav halvdelen en omgang med oliespray og de andre blev stegt uden. Der var ikke den store forskel på overfladen, de var begge lige sprøde. Desværre hang de ikke-olierede temmelig godt fast i metalkurven (snacking tilbehøret), så de gik helt fra hinanden da jeg forsøgte at få dem over på tallerkenen. Men dem der havde fået olie var lige til at tage op. Måske det vil hjælpe hvis man lige pensler kurven med lidt olie inden man steger. Som med de fleste andre køkkenmaskiner, skal man jo lige lære Actifry'en at kende og kende dens styrker og svagheder. Så næste gang jeg skal lave falafler, ved jeg, at de skal have lidt olie. Men jeg må sige det fungerede meget bedre i maskinen end når jeg forsøger mig med at stege falafler på panden.
De to opskriftsbøger, der følger med, har en masse inspiration, især til retter man som almindelig dansker nok aldrig har prøvet at lave før, men som ser vældig lækre ud. Bl.a. Draniki, som er kartoffel og gulerods krabinetter med bacon. Der er også opskrifter på klassiske retter som Fish and Chips og kyllinge schnitzler. Så man kan sagtens bruge Actifryen til mad lavet fra bunden. Man kan også finde masser af inspiration på deres Facebook side og der findes flere blogs både danske og udenlandske med opskrifter til Actifry'en.
Et stort minus er at den, som de fleste andre store køkkenmaskiner, på ingen måde er lydløs. Vi kan heldivis bare lukke døren ud til køkkenet mens Actifry'en kører, den passer jo sig selv.
Den er virkelig nem at rengøre, og faktisk er det nemmere at komme den i opvaskemaskinen end at vaske gryden og røre-armen op i hånden. Især fordi røre-armen er ret svær at få tør inden i, hvis man vasker den op på gammeldags vis.
Alt i alt kan jeg godt anbefale en Tefal Actifry, især hvis man kan lide sprøde pomfritter og spiser dem ofte. Jeg ser den ikke som en uundværlig køkkenmaskine, men det kan være meget rar at have ved hånden.
Indlægget er sponsoreret af Tefal.