Kristine Engelbrecht er hjernen bag A Hint of Neon, der producerer smukke sengetæpper mm. i lækre materialer - ofte uld. Og der er fokus på detaljen, kvalitet og historien, siger hun selv.
Jeg er faldet pladask for sengetæpperne, der er syet i stofrester fra modeindustrien. Der er lidt patchwork over det, men uden alle blomsterne. Her er de trendy striber og farver, der pt dominerer i beklædning såvel som interiør.
Når man som jeg kommer rundt og besøger en del via diverse indretningsopgaver, så ser jeg ofte at soveværelse er blevet til funktionsrum - man sover der bare og gør alt for lidt ud af rummet. Man har glemt at soveværelset godt må være lækkert at træde ind og ligesom med andre af husets rum, må det gerne invitere én indenfor, og give lyst til at man opholder sig der. En lille detalje er et sengetæppe. Sengetøjet kan sagtens være pænt og præsentabelt, men det vi altid se mere rodet ud, end når der kommer et tæppe på sengen.
Og ja, jeg ved godt at man ikke får det gjort hver dag, men for mit vedkommende så skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg bliver lidt gladere for mit soveværelse de dage der ligger et tæppe på sengen.
Men tilbage til Kristine Engelbrecht og A Hint of Neon. Kristine har erfaring fra modeindustrien qua sit tidligere arbejde for bl.a. Mads Nørgaard og Bruuns Bazar. Hun ved derfor også, hvor mange stofrester der går til spilde i produktionen af tøj. Det har hun gjort til sit nye levebrød og får syet tæpper, strikket tehætter mm. her i Danmark.
Forhandlerlisten er ikke så lang, og jeg har svært ved at finde en onlineforhandler, men der arbejdes på opdateringer på hjemmesiden. Du kan evt. se hvor du finder en fysisk forhandler og kontakte dem for at høre om de har sengetæpper hjemme.
Vær opmærksom på at tæpperne er unikke. Pris for et sengetæppe ca. kr. 2500,-
Man kan også få mindre vattæpper, til f.eks. en baby og her starter prisene ved ca kr. 550,- Det betyder jo at man også kan få tæpperne i en plaidstørrelse til sofaen. Det kunne jo være du synes de var for smukke til at gemme væk i soveværelset...