Sengebord med opbevaring

Degree er små smarte borde med opbevaring inden i. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men Degree er bare så lækkert designet og med elementer i kork, som gør dem meget moderne og passer perfekt til tidens trend.
Degree er designet af Patrick Norguet for italienske Kristalia, og skulle fungere som et sengebord. Det endte med at blive et møbel som klan bruges til så meget mere end et senge- og sidebord.
Sengebordet har ikke ben, men en tromle lavet af polypropylen med et låg som minder lidt om en amerikansk studenterhue. Den findes i en hvid og en sort udgave og min favorit betrukket med kork. Man kan også få låget i sort og hvid, og hvis man vælger låg i kork har det ikke den firkantede plade øverst, men er bare et rundt låg. Det er helt op til en selv om man vil blande farver og materialer.
Hvis man vælger udgaven med tromle i plast kan den sagtens bruges udendørs eller på badeværelset.
Fordi tromlen er hul kan man bruge den til opbevaring og låget lukker helt tæt, så hvis Degree bruges udendørs vil tingene indeni ikke blive våde hvis der skulle falde en byge.
Prisen for en plast tromle er £190, kork tromle £310 og låg uanset materiale koster £130. Alle delene kan bestilles i denne webshop.