Jeg har et eller andet med puffer og fodskamler. De er gode at have så man har et sted at smide fødderne ud over sofabordet, man sidder bare bedre i en lænestol hvis man lige har fødderne på en puf, det er en ekstra siddeplads hvis man har mange på besøg, og så er det en nem måde at pynte lidt op på stuen med farve og mønstre. Jeg har selv en puf i entreen som man kan sidde på når man tager sko på, hvilket er meget praktisk når man har en lille entre, så man ikke står og fylder det hele når man skal have sko på.
Her er lidt forskellige puffer jeg godt kunne tænke mig til mit hjem.
En puf lavet af en gammel sweater, har både personlighed og charme. The Remakerie laver brugte trøjer om til betræk til puffer, altså skøn upcycling, som vi her hos LivingSweetLiving er meget begejstrede for. Der er mange forskellige designs at vælge mellem, om man er til det neutrale og ensfarvede, eller til mere farverigt og mønstret skal man nok kunne finde en man kan lide i deres Etsy shop.
Puf-betrækkene kommer i forskellige størrelser og materialer, så priserne varierer fra $60 og op efter. Man skal selv fylde puffen, så det er kun betrækket man køber hos canadiske The Remakerie, men på den måde kan man selv bestemme hvad der skal fyldes i puffen og hvor blød den skal være.
Grov strik bliver ved med at være en del af indretningen i de danske hjem og der findes mange forskellige puffer i strik. Men man kan også være lidt kreativ og strikke en selv; så er man da sikker på man får noget unikt. Jeg har fundet en opskrift på en strik-puf, kaldet Puff Daddy, på denne norske side. Det er en meget ligetil opskrift, og hvis man kan finde ud af at slå masker op, kan man også finde ud af at strikke denne puf. Overvejer om den skal på min to-do liste over efteråreste DIY projekter!
Vi har flere gange skrevet om filtede sten i varierende størrelser, og der findes selvfølgelig også nogen store nok til at fungere som fodskamler. VladaHom fra Israel laver de smukkeste sten i filt, og man kan selv bestemme hvilke farvenuancer man vil have i sin puf. De er alle lavet af uld med en kerne af polyurethan skum. Prisen for sådan en skønhed er $350 og kan købes i VladaHom's Etsy shop.
Normann Copenhagen har fået nogle rigtig fine puffer i deres sortiment, som hedder Circus. De er designet af Simon Legard og har sin inspiration fra marokkopuden. Circus er firkantet med afrundede hjørner. Øverst er der en blød skum, så den er rar at sidde på og nederst en hård skum, så puffen bevarer formen - smart! Den øverste del af puffen er syet af to forskellige farver stof, så den leder tankerne hen på et cirkustelt, deraf navnet. Dog er disse puffer i fire lidt mere neddæmpede farverkombinationer end et cirkustelt. Circus koster 4000kr og kan købes i Normann's egen webshop.
Hvis man gerne vil have en puf som er lidt mere en skammel, kan man vælge en med ben. Jeg er faldet for Slope fra Ilva. Den er designet af den danske designduo SAYS WHO og koster kun 1499kr på Ilvas hjemmeside. Der findes flere forskellige stoftyper og farver at vælge mellem, men fælles for alle Slope pufferne er de små træben som stikker ud til siderne i hjørnerne. I Slope serien er der også en meget fin lænestol til 2999kr.