Plakatrammer af trælister

En plakat behøver ikke blive hængt op bag glas i en ramme.
Jeg har endda lavet et DIY indlæg her på bloggen om at hænge plakater op uden ramme.

Der findes også et væld af forskellige rammer af trælister til at have øverst og nederst på plakaten.
Jeg synes, de er ret fine og en god måde at hænge sine plakater op på en smuk men uhøjtidelig måde.

Her er fem forskellige plakatrammer af trælister.

Stiicks fra Well Made er trælister til plakatophæng, hvor de inderste lister skrues fast på væggen, og plakaten sættes fast mellem den forreste og bageste liste med kraftige magneter. Den nederste liste behøver man som sådan ikke skrue fast på væggen, men man har muligheden.
Der er tre forskellige størrelser - 33, 53 og 73 cm. Så de passer altså til den korte led af plakater som måler 30x40, 50x70 og 70x100 cm (eller den lange led på de to første samt A4).
Ikke nok med at der er tre størrelser, har de også fire forskellige træ-typer, man kan vælge mellem - mørkbejdset aks, hvidbejdset ask, eg og valnød.
Prisen for Stiicks magnetrammerne starter ved €37,50 og de kan alle købes på Paper Collectives webshop.

Stiicks Ramme

 

Ferm Living har også lavet listerammer af træ, som så nemt hedder Wooden Frames.
De findes i to størrelser - Small som er 31 cm lang og Large som er 51 cm lang. De findes begge i røget eg og i ahorn.
Rammerne hænges op i den tykke lædersnor, som sidder fast på den ene liste.
Hvordan plakaten sættes fast mellem de to lister er jeg en smule i tvivl om. Det skriver de nemlig ikke på deres hjemmeside, og der står der medfølger en umbraconøgle.
Prisen er 199,- for en lille og 299,- for en stor. De kan købes på Ferm Livings webshop.

Ferm Wooden Ferm Eg

 

En anden træramme til at hænge plakater op med kommer fra Message Earth, kaldet ECO ramme.
Den er lavet af dansk egetræ fra FSC certificeret, bæredygtig skovbrug. Den har ingen metaldele, så listerne lukkes ikke med magneter, men istedet med en kile af træ, som sætter plakaten i spænd inde i listen.
Der er hul på bagsiden af rammen, som den kan hænges op på.
Der er to størrelser at vælge mellem Lille på 30 cm til 195,- og Stor på 50 cm til 245,-
De kan bl.a. købes hos L Living.

Message Earth Traeramme

 

Snap er endnu en magnetramme i træ. Den kommer fra Novoform, og findes i to størrelser - Small som er 32 cm lang og Large som er 43 cm lang. De hænges op på væggen i den lyse lædersnor, som sidder fast på den øverste liste.
Lige nu findes den i røget eg og natur eg, men jeg ved, der er en helt sort udgave på vej også.
Prisen for Snap rammerne er 199,- for en lille og 299,- for en stor. Nu skriver jeg en, men man får jo et sæt med to rammer, en til toppen med lædersnor og en til bunden af plakaten. De kan købes hos Stormagasinet.

Snap Smoked Oak Plakatramme

 

Helt simpel er Wall sticks rammen fra by Wirth. Den er så simpel, at der faktisk kun er en enkelt træliste i hver ende. Man hamrer de medfølgende små tegnestifter fast i væggen, som rammen så hænges fast på med magneter, selvfølgelig med plakaten mellem tegnestifter og træliste.
På den måde et ophænget også klaret.
Der er tre størrelser Wall sticks magnetrammer - A4, A3 og A2, som alle findes i natur eg og sort.
Prisen er 199,- for A4 rammen, 225,- for A3 udgaven og 275,- for den store ramme. De kan alle købes hos Højkant.

Wallsticks Bywirth Eg