Nu er der kun 1 måned til julen for alvor er over os. Den er lige så stille ved at få overtaget i supermarkeder, udstillingsvinduer og stormagasiner. Hvis man skal nå at lave en kreativ pakkekalender, er det også ved at være på høje tid, man kommer igang.
Jeg har samlet lidt forskellige ideer til hvordan man kan lave en rigtig fin DIY julekalender. Om man så vil fylde den med slik, legetøj, gode råd, aktiviteter eller noget helt andet er jo op til en selv. Der er både nemme udgaver og andre der kræver, at man er lidt mere trænet ud i DIY kunsten.
Jeg synes det er pænest når en pakkekalender er et stykke julepynt i sig selv; så jeg er ikke så meget for en tilfældig kurv fuld med forskellige gaver. Der må gerne være en ide bag og lagt bare lidt arbejde i det.... ud over at skulle finde alle gaverne!
Jeg kan rigtig godt lide når der er noget sammenhæng mellem pakkerne. Ikke at de alle sammen skal have ens papir, men man kan holde dem i den samme nuance. Det ser rigtig fint ud med en masse pakker i forskellige størrelser og former, der er pakket ind i rødt og hvidt papir og hænget op i en flot gammel billedramme eller på små hylder på et stilistisk juletræ lavet af en træplade og malet rødt. Pakkerne vil også gøre sig godt hvis det bliver hængt op i klemmer, som er pyntet i jule farver, som passer til pakkerne, og har fået et nummer hver. Lim klemmerne fast på et langt bræt og du har en elegant og enkel julekalender.
En anden ide er at gemme pakkerne i små nummererede spande hængt op. Så er det spandene som er ens og man kan pakke gaverne ind uden at tænke over at de skal passe sammen. Det er en nem løsning, men det ser alligevel gennemført ud.
En utraditionel løsning er at gemme gaverne i toiletruller eller tomme konservesdåser, som så er sat sammen til et juletræ eller en anden form.
Enderne på toiletrullerne eller dåserne lukkes med papir, som er let at trykke ind, så man kan få fat på gaven. Det er i mine øjne ikke den kønneste løsning, men det er nogle sjove ideer, som er nemme at lave selv. Så det er ved at være på tide at man begynder at gemme brugte toiletruller og konservesdåser.
Små juletræer i papir, eller små foldede æsker vil være en gode ide til en hjemmelavet slik-kalender. De er ikke helt store nok til at kunne indeholde ret meget legetøj, men en chokolade-julemand og en marcipan snebold vil passe perfekt i størrelsen. Her kan du finde skabelon og samlevejledning til de små juletræer.
En anden løsning er at bruge papirkopper med låg til at gemme gaverne i. Pynt kopperne med julepapir og bånd, så har man en fin og nem kalender.
Og husk at komme numre på, så man ikke åbner dem alle sammen på én gang! Det gælder for alle kalendrene!
Hvis man ikke gider alt bøvlet med at lave en kalender, kan man købe sig en lækker chokoladekalender, eks. fra Simply Chocolate, hvor man ikke kun får de normale 24 stykker chokolade, men hele 30 stykker. Der er altså dage man må få to stykker!
Hvis man ikke er til slik og legetøj i kalenderen, kan man finde gode ideer til aktiviteter man kan skrive på sedler og lægge i kalenderen i steder for godter. The Vintage Mom og Serendipity Child giver nogle gode foreslag til hvad man kan lave i december. Nogle af tingene er meget amerikanske og kan ikke rigtigt overføres til danske traditioner, mens andre er lige i øjet. Få inspiration på deres blogs og find selv på andre jule-aktiviteter til kalenderen.