Nemt at putte grønt i boligen

Jeg er en varm fortaler for planter i boligen og derfor blev jeg meget begejstret da jeg faldt over en svensk ejendomsmægler (Fantastic Frank) som havde denne grønne perle til salg.

Beboerne i lejligheden har mange små planter som både står i grupper, men også for lov til at fyde en hylde ud. Bemærk at der er skråvægge, som ellers er svære at gøre "lækre", men hylden med planter flytter fokus fra den skrå væg til alt det grønne i stedet.

Det fungerer rigtig godt at der er samlet planter med forskellig højde og bladtype. Fællesnævneren er at potteskjulerne er hvide eller brune og dermed ret neutrale. Stort set alle højder i boligen bliver brugt når der sættes planter; gulv, bord, karm osv. Der er til gengæld ikke en masse anden pynt. Vælger man alligevel at sætte lysestager eller andet i forbindelse med planterne så sørg for at det står i en samlet gruppe, så det ikke står spredt ud i hele karmen. Det kommer til at se rodet ud.

Mit absolutte favoritsted de har sat planter er i brusenichen. Så er der virkelig mulighed for at skabe en stemning af natur og sommer.

God fornøjelse med at gøre dit hjem grønnere!