Der kommer jo hele tiden nye plakatkunstnere på banen, og jeg kunne dagligt skrive blogindlæg om en ny kunstner. Det skal I nu ikke regne med, men det kan sagtens være der kommer et ugentligt indlæg om en ny spændende kunstner.
I dag skal det handle om Margot Klejs Jensen.
Hun laver ikke store plakater, istedet kommer hendes tegninger i A5 størrelse. På den måde kan man få plads til flere af hendes fine ting.
Margots tegninger viser små figurer, som laver gymnastiske udfoldelser. De små fyre er enten helt sorte, stribede eller ternede i sort og hvid.
Jeg kan ret godt lide detaljen med at striberne følger figuren, så de strækker sig over maven på den lille mand, når han laver sine øvelser.
Margot holder til på Samsø, hvor hun har et rengøringsfirma, selvom hun egentlig er uddannet som materalist og dekoratør. Fritiden bruger hun på sine tegninger og andre kreative ting.
Hun synes, det er så skønt, når hun sælger af sine ting, og ved at de kommer ud og pynter i de danske hjem, og det giver hende lyst til at lave endnu flere af sine små gymnastik-figurer.
Den lille figur har hun arbejdet med i mange år, og da hun tidligere selv har været elitegymnast, er der måske lidt inspiration, der er smittet af derfra.
Figurerne på kortene fås i mange forskellige former. Nogle står op, nogle ligger ned, nogle sidder, andre står på hovedet eller noget helt andet. Der er masser af energi og dynamik i de søde små fyre, som vil gøre sig rigtig godt i små serier af figure forskellige positioner gerne blandet mellem de helfarvede og de mønsterede.
Skulle du have fået lyst til at have et par af Margots gymnaster hængende, eller kan bruge nogle som fødselsdagskort, kan du skrive til Margot på hendes gruppe på Facebook Doodleing Margot.
Her kan du også bare følge med i hvad hun laver af nye plakater.
Prisen er 40,- pr kort.