Af en eller anden grund, har jeg altid en masse småting til at ligge og rode på alle lodrette flader i lejligheden. Men hvis nu jeg havde nogle smukke kurve at lægge tingene i, kunne det være jeg blev bedre til at rydde op efter mig.... selvom jeg tvivler.
Under alle omstændigheder vil de smukke læderkurve fra Skandinavious pynte i mit hjem. Jeg kan bedste lide kurvene, hvor samlingerne er en cirkel, men man kan også få med stjerner.
Kurvene er lavet af vegatabilsk garvet læder fra Sverige, som ikke har fået nogen overfladebehandling. Derfor vil kurvene få patina og blive mørkere i farven ved brug. Man kan også vælge en udgave, hvor læderet har fået voks, hvilket gør at de fra start vil have en dybere brun farve og vil være mindre tilbøjelige til at blive plettede og patinerede ved brug.
De smukke opbevaringskurve fås i lysebrunt og i sort naturlæder.
Der er ingen syninger eller grimme limninger, da kurvene er foldet på en måde, så de lukker sig om sig selv, med cirklerne i enderne, som en slags lås. Derfor kommer kurvene også som et fladt stykke læder, som man selv skal samle til en kurv.
Der er tre størrelser en lille som måler 10 x 10 x 6 cm, en mellemstørrelse der måler 13 x 13 x 7 cm og den store som har målene 17 x 17 x 8,5 cm. Priserne starter ved 321kr for den lille og et sæt med alle tre kurve koster 1250kr.
Hvi man ikke er til læder, kan man også få kurvene i filt, hvor prisen starter ved 126kr for den lille.
På Etsy kan du læse mere om svenske Skandinavious by Louise Vilmar og hendes smukke produkter.