En stor kop te er lige mig. Især fordi jeg drikker en masse forskellig te, så det er sjældent, jeg laver en hel kande te.
Kopper uden hank er smadder-pæne, men de kan også være meget varme at holde om. Så nogle gange er det bare rart med en stor kop med hank.
Det nåede jeg aldrig at lære at lave på et keramikkursus på Godsbanen sidste forår, så måske jeg skal tage et nyt kursus og lære at lave hanke - eller måske prøver jeg bare at finde på undskyldninger for at få lov til at lave ting i ler igen.
Jeg kan godt lide, at mine kopper ikke er ens. Det behøver ikke være unika (men det er da ikke et minus), de må bare godt have personlighed. Og så kan jeg godt lide at have nogle forskellige kopper på hylden at vælge mellem alt efter humør.
Her er fem forskellige kopper med hank, som alle godt må komme hjem at bo hos mig (et par af dem er allerede flyttet ind).
Det store Sandrine krus fra Bloomingville er et af mine yndlingskrus. Det har en lækker, rund form, som er god at holde hænderne rundt om, og så kan den indeholde 500 ml.
Jeg brugte min meget i efteråret, da jeg arbejde på kontor, og jeg blev drillet af mine kolleger, fordi der kunne være tre kopper kaffe i koppen, så jeg var ikke sjov at stå bag i køen til kaffeautomaten.
Min Sandrine kop er blå, men den fås også i grå/brun.
Den store, runde kop koster 109,- og kan bl.a. købes hos BrandAvenue.
De ikke er vildt store, men hvor er kopperne fra københavnske C for Ceramic altså bare fine, så de skulle med i indlægget.
De er kvætsede, hvilket betyder, at klumper af ler er blevet trykket ned i en form. Det giver en krakeleret overflade. På den måde kan man lave en masse kopper, som har samme størrelse, men som alle har en helt unik overflade. Man kan så lege med lertypen og glasuren, og dermed gøre koppen endnu mere personlig.
Det var en teknik, jeg fik lov at lege med på keramikkurset, men jeg fik ikke helt så fine resultater som kopperne fra C for Ceramic. Og så har de en fin, stor hank.
Disse krus kan købes på webshoppen Yonobi til 250,-
I min samling af kopper og krus har jeg allerede to kopper fra Studio Arhoj. Det er de klassiske Melting Mugs med løbeglasur. Men jeg kunne også godt tænke mig et Chug Mug fra Tokyo serien, for de har nemlig hank.
Som med alle andre Arhoj produkter er glasuren på kopperne helt unik, så man kan ikke være sikker på, at den kop, man køber i webshoppen, er magen til dem på billederne. Det kan jeg ret godt lide.
Der er mange forskellige farver Chug Mugs at vælge mellem, og det kan være svært at vælge. Jeg kan meget godt lide den i Andromeda Green, som er grøn og hvid marmoreret, men Blue Bubble Gum er også fin, eller hvad med Danish Winter eller Rose Leaf.... de er alle sammen vildt fine på hver sin måde.
De kan indeholde 380 ml og koster ca 290,- i Studio Arhoj webshoppen.
I Jægergårdsgade i Århus ligger Formuleret, som er et keramikværksted med tilhørende butik. Jeg sender mange længselsfulde blikke ned i butikken, hver gang jeg går forbi.
Jeg kan godt lide hendes koncept med Den Personlige Kop, hvor hun har et væld af kopper i forskellige former, størrelser og farver, så du kan finde lige den kop, som passer bedst til dig.
Prisen ligger på 250,- for den mindre kopper og 290,- for de største kopper.
Du kan gå forbi butikken i Århus og vælge din favorit, eller kigge forbi Formulerets hjemmeside, hvor forskellige af Den Personlige Kop også kan købes.
På efterårets Formland messe forelskede jeg mig i Relax kopperne fra Pure Culture. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle have dem hjem til shoppen. Desværre kom de som assorteret, hvilket betød, at jeg ikke bare kunne vælge et par af farverne, men skulle tage dem alle seks hjem. Det har krævet noget administration med at få dem sorteret rigtigt på lageret, og få taget billeder af dem enkeltvis.
Men nu er de endelig kommet til salg på shoppen, og de er præcis så gode at holde om og drikke af, som jeg regnede med.
Der er seks forskellige Relax kopper - Lyseblå, Isblå, Blå, Gråblå, Rosa og Lilla, som koster 99,- stykket.