DIY Tirsdag: Print selv kalender 2016

Tirsdag er normalt ikke DIY dag, det er fredag, der plejer at have den ære. Men da det på fredag er 1. Juledag, har jeg valgt at holde fri og har derfor ikke lige mulighed for at skrive blogindlæg.

Når nu ugens DIY indlæg kommer lidt tidligt, skyldes det også, at jeg gerne ville give jer, mine læsere/følgere, en lille julegave. Og det ville jo ikke gå, at den først kom dagen efter juleaften.
For det er en gave, du også kan bruge som en lille ekstra julegave til én du holder af, som værtindegave, eller til en, du synes, skal have en kalender for 2016.

Det er nemlig en print-selv A4 kalender i sort/hvid, du kan hente helt gratis her.

Lsl Kalender2016 Maj

Der er en side for hver måned, hvor månedens navn står øverst (på dansk), og ugedagene er markeret med bogstaver (m - mandag, t - tirsdag osv) hvorunder datoerne er skrevet. Der er lavet plads til, at man kan lave en lille note under hver dato, så man kan holde styr på sine aftaler og gøremål.
Skrifttypen skifter for hver måned, så der sker noget nyt for hver kalenderblad.
De danske helligdage som Påske, Pinse, Grundlovsdag mm. er skrevet ind i kalenderen.

Du kan printe kalenderen på karton og hænge den op på væggen, så det er nemt at skrive aftaler på.
Du kan hænge den op i en buksebøjle, med maskingtape, med tegnestifter eller hvad du nu lige synes passer.

Hvis du sætter kalenderbladene i ramme bag glas, kan du skrive aftaler på med en whiteboard tusch, som jo kan fjernes igen med en tør klud.

 

Er designet på LivingSweetLiving 2016 kalenderen ikke lige noget for dig er der mange andre til gratis download og print rundt om på nettet.
Her er links til nogle af dem.

Maria Harmuth har lavet to forskellige.
En med samme opbygning som LivingSweetLiving kalenderen, men hvor der er et farvet akvarel penselsstrøg hen over siderne. Dog er der brugt samme font til alle månederne.
Den anden har sorte prikker til at markere datoerne, hvori tallet er skrevet med hvidt. Den har et meget hårdt grafisk udtryk.
De kan begge findes på hendes blog her.

Maria Harmuth Grafisk Kalender

 

Vil du gerne have alle månederne på en enkelt side, kan du smutte forbi IDEmøbler, som har lavet en fin årskalender med Art Deco inspireret skrifttype. Her er der dog ikke plads til, at man kan skrive sine aftaler på.
Den kan downloades både i A4 og A3 størrelse og i forskellige farver på IDEmøblers hjemmeside her.

Idemoebler Print Selv Kalender

 

Er du mere til fest og farver, kan du vælge kalenderen fra Short Stop Designs.
Denne kalender har også en side for hver måned og små felter for hver dag. Øverst hvor månedens navn står (denne kalender er på engelsk) er der også et mønster i farver, som skifter fra måned til måned.
Læg mærke til at på denne kalender starter ugen med søndag og det er amerikanske mærkedag, som er skrevet på.
Kalenderen findes i to udgaver - højformat og bredformat, som begge kan findes til download her.

Printselv Kalender 2016 Shortstop

 

Botanical Paperworks har lavet tre forskellige kalendere, du gratis kan printe.
Jeg er mest til den lidt tøsede udgave i pastelfarver med mønstre som hjerter og prikker og med søde små citater. Her står måneden ikke i toppen men i nederste højre hjørne, så det er citaterne, som er mest i fokus i toppen.
Men den med geometriske mønstre i klare farver er nu også fin. Den i sort/hvid er ikke lige min stil.
Disse kalendere er i bredformat, på engelsk, med amerikanske og canadiske mærkedage skrevet på, og ugerne starter med søndag.
Du kan finde dem alle tre i dette blogindlæg hos Botanical Parerworks.

Geometrisk Print Selv Kalender2016