Sidste år skrev jeg et indlæg om at lave selvhærdende ler, som jo bare er helt hvidt.
Vil du gerne have farve på dit ler, kan du tilsætte noget food-coloring til vandet. Når det tilsættes vandet bliver det ligeligt fordelt i hele "dejen".
Bruger du den gode, gamle frugtfarve, skal der bruges en del for at få en klar farve, ellers bliver det bare til pastelfarver.... men det kan jo også være pænt.
En mere gennemtrængende farve fås ved at bruges pastafarver. Der er meget mere pigment i, så der skal ikke bruges nær så meget for at få en klar farve. Det kan fås i de fleste kage-webshops eks. kagebutikken, Bagetid og Specialkøbmanden.
Når du så har farvet det selvhærdende ler, kan du bruge det helt som det hvide ler.
Jeg har dog fundet en ide hos bloggen Best Friends For Frosting, hvor de laver konfetti effekt med farvet ler på hvidt ler.
De har brugt FIMO-ler, men du kan også sagtens bruge hjemmelavet selvhærdende ler.
Materialer
Hvidt selvhærdende ler
Farvet selvhærdende ler
Kagerulle
Rivejern - ikke for groft
Evt. udstriksforme
Sådan laver du konfetti-effekt på selvhærdende ler
1.
Rul det hvide selvhærdende ler ud.
Det skal være en lille smule tykkere end det du skal bruge, da det skal rulles igen senere.
2.
Riv det farvede ler på rivejernet hen over bordpladen
Start med lidt, du kan altid komme mere på.
Brug gerne mange forskellige farver for en rigtig konfetti-effekt.
Der bliver kun brugt "ingredienser" du alligevel bruger i madlavning til det selvhærdende ler, så du kan roligt bruge dit almindelige rivejern.
3.
Læg forsigtigt dit hvide, udrullede ler hen over de farvede ler-spåner.
Du behøver ikke presse det ned i spånerne, de skal nok sidde fast af sig selv.
4.
Løft det hvide ler og fra spånerne og læg det til en side med den farvede side opad.
Gentag punkt 2 og 3 hvis du vil have konfetti på begge sider af dit ler.
5.
Fjern alle rester af farvet ler fra bordpladen.
Læg dit store stykke ler på den rengjorte bordplade med de farvede spåner opad.
Skal der være konfetti på begge sider, fjerne du bare alt farvet ler på bordpladen rundt om dit store stykke ler.
6.
Brug kagerullen til forsigtigt at presse de farvede stykker ler fast på det hvide. Du skal bare stille og roligt køre kageruller frem og tilbage et par gange.
Hvis du presser for hårdt vil farverne splatte ud, og du mister lidt af konfetti-effekten.
7.
Brug dine udstiksforme til at lave fine figurer af dit konfetti-ler.
Megan Roy, som har lavet denne tutorial, bruger sit ler med konfetti-effekt til at lave coasters/ølbrikker.
Jeg synes leret kunne være rigtig fint at bruge til til-fra kort til julegaverne, til små skåle, eller smykke-vedhæng. Men det er jo bare fantasien som sætter grænser.