Så er det lige pludselig blevet påske, så denne DIY Fredag skal selvfølgelig handle om at puste æg.
Du får en vejledning til, hvordan du kan puste æg, uden overhovedet selv at skulle puste, så du slipper for at skulle føle dig som Torkild i ægge-puste scenen fra Blinkende Lygter.
Man kan også bare bruge hårdkogte æg til pyntning, men så kan de ikke gemmes, og det er også lidt spild af æg, synes jeg, for de kan jo ikke spises, når de har ligget fremme i varmen hele påsken.
Selvom det nu igen er blevet ok at puste æg selv, da der ikke længere er salmonella fare ved danske æg, synes jeg, det er spild at skulle smide så meget æg ud. Det kan ikke anbefales at bruge det æg, man puster ud af skallerne med munden, da der er temmelig mange bakterier, man får overført fra munden til ægget.
Hvordan kan man så få ægget ud af skallen uden at skulle knække skallen eller puste med munden? Jo, man bruger en næsesuger eller øresprøjte fra apoteket. Altså sådan en hul gummibold med en spids. Den kan bl.a. købes her til 40,- Det skal være en, hvor spidsen er i blødt plast, den lukker nemmere tæt omkring hullet i ægget, end hvis spidsen er i hårdt plast eller metal.
Man kan også bruge en tom sprøjte uden kanyle. De kan også fås på apoteket til omkring 10,- men igen lukker den ikke helt så tæt om hullet, som sugebolden vil.
Jeg har fundet en fin vejledning til æggepustning/tømning på bloggen Our Best Bites, som jeg har oversæt til dansk.
Materialer til æggepustning
Æg - stuetemperatur
Tegnestift
Lille bitte tyndt bor
Næsesuger
Papirclips eller nipsenål
Sådan puster du æg uden at bruge munden
1.
Start med at gøre alle tingene helt rene. Det nytter jo ikke noget, at ægget er nusset, og næsesugeren ikke er rengjort, hvis man gerne vil bruge sine æg efterfølgende uden at blive syg. Du kan med fordel sprite tingene af med parfumefri håndsprit eller husholdningssprit.
2.
Prik med tegnestiften et lille hul i den spidse ende af ægget og et andet i den brede ende. Vrik nålen lidt frem og tilbage og drej den forsigtigt ind gennem skallen. Vær forsigtig så æggeskallen ikke flækker.
3.
Tag dit lille bitte bor og drej det forsigtigt med fingrene ind i hullerne. Du skal ikke bruge en boremaskine.
Hvis du ikke har et lille bitte bor, kan du også bruge et grillspyd i bambus eller en lille bitte skrue, hvor du MEGET forsigtigt drejer spidsen ind i hullet og forstørrer det. Ligesom du også kan bruge tegnestiften fra punkt 2 til at forstørre hullet. Der er bare større sandsynlighed for, at æggeskallen går i stykker, hvis du bruger en af disse metoder frem for et bor.
Det er ikke fordi, hullet skal være ret stort, bare en smule større end hvad man umiddelbart kan prikke med en tegnestift.
4.
Fold din papirclips ud eller tag din lange nipsenål, (sprit den af), stik den via et af hullerne ind i ægget og drej den rundt. Altså godt og grundigt rundt, sådan at du får prikket godt hul på blommen og blandet den med hviden. Når ægget er blandet, er det meget nemmere at få ud af skallen.
5.
Tag din sugebold og placer spidsen over hullet i æggets smalle spids. Pres bolden sammen og pust sådan ægget ud af skallen. Hvis du bruger en sprøjte, skal du huske at trække stemplet ud, inden du holder spidsen hen til hullet, ellers vil du bare suge æggemassen op i sprøjten.
Der skal nok mere end et pust til at få alt indmaden ud af æggeskallen.
Hvis der ikke kommer noget ud, når du puster, kan du prøve at give ægget en tur mere med clipsen eller gøre hullet en smule større.
Husk at puste ægget ud i en skål, så du kan bruge det senere.
6.
Når æggeskallen er tømt, skal du lige skylle det inden i med varmt vand. Det kan du puste ind i ægget med din sugebold, ryste det (husk at holde over hullerne i enderne) og puste det ud igen med bolden.
Dette skal gøre over håndvasken, så der ikke kommer vand ned til ægget, der er blevet pustet ud af skallen. Du kan med fordel blande lidt eddike i vandet, som vil være med til at gøre æggeskallen lidt mere ren på indersiden.
Kig med næste DIY Fredag, hvor jeg giver en masse ideer til, hvordan du kan pynte dine tømte æggeskaller.
Du kan allerede nu kigge forbi mit blogindlæg fra påsken sidste år om pyntning af påskeæg. Du finder det her.
Billederne er lånt fra:
Creek Line House
Saltbox in the Country
Og selvfølgelig Our Best Bites