DIY Fredag: Opvaskemiddel til opvaskemaskine

Jeg var løbet tør for vaskemiddel til opvaskemaskinen, så jeg gav mig i kast med at lave noget selv.

På pinterest kan man finde en masse forskellige opskrifter på, hvordan man selv laver sæbe til opvaskemaskinen.

Jeg er gået efter nogle med ingredienser, som man kan købe i et dansk supermarked.
Så sådan noget som castile sæbe og borax er ikke noget, jeg bruger.
Soda og citronsyre kan findes ved rengøringsmidler i større supermarkeder; jeg købte mit i Bilka - citronsyren havde jeg allerede, fra da jeg lavede bath bombs.

Hvis du gerne vil have din opvask til at dufte af blomster eller frugter, kan du tilsætte nogle dråber æterisk olie.
Jeg er personligt ikke så vild med at mine tallerkner dufter, og så er det vist ikke helt sundt for miljøet at lukke duftstoffer ud i afløbet, så jeg har holdt mig fra at give min sæbe duft.

Den første opskrift, jeg prøvede af, var til et pulver til maskinopvask, som også kan laves til tabs, hvis man tilsætter lidt eddike.
Det gik ikke helt efter planen for mig med denne opskrift.

Ingredienserne er soda, citronsyre og groft salt i forholdet 2:1:1.
De tre ting blandes sammen, og så har du vaskemiddel til opvaskeren.

Det lyder måske meget nemt, men sodaen og syren reagerede med hinanden, så det begyndte at boble op.
Jeg skyndte mig at smide en skefuld i opvaskeren og satte den i gang.
Jeg prøvede flere gange at røre i massen, hvilket hjalp et øjeblik, før det igen boblede op.
Det blev ved i ca. en halv time, derefter var det bare noget splat med saltkorn i. Det var altså ikke længere et pulver, men en klæbrig masse. Jeg fik ikke lige taget nogle billeder af det, for det kom ret meget bag på mig, at det boblede så meget op.
Jeg lod det ikke stå meget længere for at se, om det samlede sig, men jeg tvivler stærkt på, at det ville blive til pulver igen (mine kemi-kundskaber er lidt rustne, så jeg kan ikke sige noget om de reaktioner, der skete i min blanding). Måske det størkner og kan laves til opvasker-tabs?

Men under alle omstændigheder vaskede det mine glas, tallerkner og bestik helt fint rent.

Så måske, hvis man bare blander de tre ting i sæbeskålen i maskinen, kan det fungere ok.
Jeg er ret sikker på, at det ikke er noget min mand gider gøre hver gang, opvaskeren skal sættes i gang. Så denne sæbe-løsning er ikke helt optimal.

 

Den næste opskift er et flydende maskinopvaskemiddel.

Der skal bruges en del flere ingredienser, men de er alle til at købe i supermarkedet, hvis du ikke allerede har dem i skabet. Og så er de ikke ret dyre, så det er ikke den store omkostning at lave sit eget opvaskemiddel til maskine.

Du skal i en gryde blande
3,5 dl vand
1 dl klar eddike
0,4 dl opvaskemiddel
2 spsk citronsaft
2 spsk groft salt
1 spsk soda
Det varmes op til alt er opløst - det vil skumme lidt op.

Diy Maskinopvask

 

Afkøl det, hæld det på en flaske og det er klar til brug.
Jeg fyldte den lille sæbeskål i opvaskeren halvt op med mit hjemmelavede vaskemiddel, og det vaskede både gryder, tallerkner, glas og bestik helt rent.

Opvaskemidlet lugter ret meget af eddike, men lugten hænger ikke ved, når opvasken er overstået.
Du kan vælge at overdøve det med æterisk olie, hvis du bare ikke kan fordrage lugten af eddike.

Jeg brugte Neutral koncentreret opvaskemiddel, for det er det, jeg normalt bruger til opvask i hånden.
Hvis du bruger et andet brand, kan det helt sikkert også bruges. Vær bare opmærksom på, at hvis det ikke er koncentreret, bør du bruge lidt mere.

Konsistensen på det færdige vaskemiddel er lidt tykkere end vand og har en lysegul farve.


Den sidste opskrift er også på flydende maskinopvaskemiddel.
Jeg har ikke selv prøvet den af, men det er noget, jeg planlægger at prøve af, når jeg har brugt min portion af ovenstående vaskemiddel op.

Her skal du bruge
4 mellemstore citroner
3,5 dl + 4,75 dl vand
1,25 dl klar eddike
2,5 dl salt

Citronerne skæres i mindre tern og alle kerner fjernes.
Kog dem i 3,5 dl vand i ca. 20 minutter til de er møre. Hvis vandet fordamper, kan der tilsættes lidt ekstra.
Blend citronmassen sammen med 4,75 dl vand til det har en ensartet konsistens.
Hvis du vil være helt sikker på, at der ikke er nogle klumper, kan du hælde det gennem en si.
Tilsæt eddike og salt og lad det simre i ca. 10 minutter, til det er tyknet lidt.
Lad det køle af, hæld det så på en flaske, og det er klar til brug.
Der skal bruges ca. 3 spsk til en maskinvask.

Det er altså noget mere omstændigt og tidskrævende at lave dette opvaskemiddel, men det er billigt og af ingredienser, som er nemme at få fat på.