DIY Fredag: Ødelagt porcelæn samlet med farvet lim

DIY Fredag i denne uge er en lidt kort affære, da jeg jo er på messe.
Det er faktisk også mere et tip end en egentlig vejledning.

Det er meget populært at customize gammelt porcelæn ofte med enten at tegne eller skrive på det.

Denne ide er lidt anderledes, og kommer fra kunsteren Tamara Maynes, som har limet smadret porcelæn sammen med farvet lim.

Til dette er det bedst at bruge noget ensfarvet porcelæn, for at den farvede lim rigtigt kan komme til sin ret. Det behøver ikke komme fra genbrugsbutikken, det kan også være nyt porcelæn evt. fra Ikea.
Og for at det ikke skal være et alt for besværligt puslespil med at reparere sine tallerkener igen, er det nemmest, hvis de kun er gået lidt i stykke.

Hvis du ikke har noget gammelt (eller nyt) service, som er revnet, kan du gøre det selv.
Jeg tror, det vil fungere bedst, hvis du pakker tallerkenen ind i et viskestykke og så taber den på et hårdt gulv. Start ved lav højde, og hvis det ikke virker, kan højden øges. På den måde vil ødelæggelsen af tallerkenen formindskes.
Du kan også slå let på det med en hammer el. lign.
Når tallerkenen er pakket ind i et viskestykke, vil alle delene også være samlet, så de er nemme at finde efter ødelæggelsen.

Brug en tyktflydende lim, som er beregnet til porcelæn, til at samle stumperne igen.
Jeg tror, det er bedst at bruge pigment-farve, som er et pulver, man kan blande i limen. På den måde vil limen ikke blive fortyndet, som hvis der bruges en flydende farve.

Det vil se rigtig fint ud, at dække op med en kop, underkop og desserttallerken med samme farve lim, men så vælge forskellige farver til alle i selskabet, så alle har hver sin farve. Eller bare blande farverne i opdækningen.