Jeg står egentlig ikke og mangler en dørmåtte.
Der ligger en lædermåtte i opgangen foran min hoveddør, jeg har en anden måtte ved altandøren og en bademåtte på badeværelset.
Men hvis jeg nu stod og manglede en måtte, tror jeg, at jeg ville lave en af pompom'er.
De har bare sådan et fint udtryk. Alt efter om man vælger at lave den i forskellige pang-farver og gør den frisk og spraglet (evt. til børneværelset), hvis den er i pasteller, er udtrykket mere forårsagtig, mens den i sort, grå og hvid vil være mere neutral.
Ideen og billederne kommer fra Babble og Say Yes.
Hvis du bruger bomuldsgarn, vil måtten være god som bademåtte. Uldgarn vil gøre den mere varm og lodden, men ikke have samme sugeevne som bomuld. Jeg vil nok holde mig fra garn af ren syntet, det er ikke helt så hyggeligt som naturmaterialer.
Jeg vil nok ikke bruge en pompom-måtte ved hoveddøren til at tørre de beskidte vinterstøvler af i. Den er mere beregnet som en pyntemåtte.
Du kan også lave den større og bruge den som tæppe under sofabordet.
For at holde sammen på pompomerne skal du bruge et skridsikkert underlag til tæpper. Ikea sælger Stopp, der er et hvidt skidunderlag, som ligner et net. Det måler 67,5 x 200 cm, men er nemt at klippe til. Det koster kun 25,-
Sådan laver du en måtte af pompom'er
Materialer
Garn
Skridsikkert underlag med huller
Saks
Paprulle fra køkkenrulle eller to fra toiletpapir
1.
Klip køkkenrullen over eller brug to toiletruller.
Læg de to stykker ved siden af hinanden og begynd at vikle garnet rundt om dem. Det passer med ca. 90 gange, gerne mere hvis din pompom skal være endnu mere tæt og fyldig.
Det er helt ok, at paprullerne bliver trykket lidt flade.
2.
Klip garntråden over og klip et stykke garn på ca. 30 cm.
Bind den rundt om garnbundtet mellem de to papruller. Du skal ikke binde en stram knude endnu.
3.
Træk garnet af paprullerne og stram garnet rundt om midten. Bind en knude, men du skal ikke klippe enderne af. De skal bruges til at binde pompomen fast på skridunderlaget.
4.
Klip de "lukkede" ender af garnet op, og ryst garnet så det bliver til en pompom.
Du kan. evt. klippe pompomen lidt til, så den bliver tættere og mere fast. Det giver et fint udtryk til måtten, hvis nogle pompomer er løse og langhårede, mens andre er mere tæt-klippede.
Sørg for ikke at klippe i de lange ender fra garnstykket, der er bundet om midten.
5.
Lav flere pompomer.
6.
Klip dit skridunderlag til i den størrelse du ønsker, din måttte skal have.
7.
Læg pompomerne op og flyt dem rundt til måtten har det ønskede udtryk.
Lad være at lægge dem på selve skridunderlaget, for at skal du bare til at flytte dem igen, når de skal bindes fast.
8.
Bind pompomerne på skridunderlaget med de lange ender fra garnet bundet om midten af hver pompom.
9.
Din pompom-måtte er nu færdig og klar til at pynte dit hjem.