Sommer er tid til mange fester - studenterfester, bryllupper, barnedåb og lign, hvor der skal gaver med, og disse gaver skal pakkes pænt ind.
Hvis gaven ikke er købt et sted, hvor de pakker ind, og den ikke har en helt regulær form som en bog eller en skoæske, kan det være nemmere bare at bruge en gavepose. Det er ikke så brugt i Danmark, som det er i eks. USA, så det kan være svært at finde pæne gaveposer.
DIY Fredag er derfor en vejledning til, hvordan du selv laver gaveposer af gavepapir.
Når du laver posen selv, kan du jo frit vælge, hvor stor den skal være, og hvilket mønster papiret har, så det passer til den enkelte lejlighed.
Det bedste er at bruge kraftigt gavepapir, så holder posen bedre, og der er mindre sandsynlighed for, at du kommer til at rive papiret i stykker, mens du folder posen (hvilket jeg let kommer til).
Ideen kommer fra den amerikanske blog Designer Trapped in a Lawyer's Body. Du kan finde det originale blogindlæg her.
Materialer:
Gavepapir
Gavebånd
Tape
Saks
Hulmaskine (regtangulært hul hvis du har, alm. rundt hul kan også bruges)
Sådan folder du en gavepose ud af gavepapir
1.
Rul gavepapiret ud og placer den ting, som skal pakkes ind, midt på papiret. Sørg for at det er papir nok, til at det kan dække hele tingen, og klip så papiret af rullen.
2.
Læg gavepapiret med mønstersiden nedad og fold siderne ind til midten og lidt længere, så enderne går hen over hinanden.
3.
Kom tape på hele samlingen. Det er nemmest at styre med små stykker tape, men sørg for at hele samlingen bliver sat sammen, så der ikke er åbninger, der kommer til at flappe.
4.
Fold den ene ende af papiret op, for at danne bunden af posen. Sørg for at den er stor nok til, at tingen, der skal pakkes ind, kan stå derpå. Bunden ender med at blive ca. halv størrelse af den fold, du laver her.
5.
Åbn den åbne ende af bunden og fold siderne sammen på den modsatte led, så det nærmest laver en spids i enden af posen.
6.
Fold de frie hjørner af bunden ind til midten og kom tape på alle samlinger.
7.
Vend posen så bunden er ned og åbeningen opad, og kom så gaven ned i posen.
8.
Buk toppen ned på posens bagside og lav to huller gennem denne fold og posen. Hullerne skal ikke sidde for tæt på hinanden, men være ca 1/3 inde fra hver side. Hvis din gave pose er meget stor, kan hullerne med fordel laves tættere på midten.
9.
Kom dit gavebånd gennem hullerne med enderne på forsiden af posen og bind en fin sløjfe.
10.
Nu gaven klar til at blive givet. Husk et fint kort til.
Gavepapiret har jeg fået sponsoret af DP Danmark, som er en engros virksomhed med gavepapir, gaveposer, gavebånd og alt andet man skal bruge til gaveindpakning.