DIY Fredag: Guirlander til pynt

Jeg har en fast tradition med tre veninder fra gymnasietiden, om at vi ser Melodi Grand Prix sammen. Det har vi gjort, siden vi blev studenter, og Brødrene Olsen var vinderne.

I år skal vi være hos mig, så jeg tænker, at der måske skal pyntes lidt op. Og det skal nok blive en god aften, selvom Danmark ikke kom med til finalen i år.

DIY Fredag er i denne uge forskellige hjemmelavede guirlander og ranker til at hænge op og give lidt pynt. De kan sagtens bruges til andet end Melodi Grand Prix fest, de er også gode som dekoration ved andre festlige lejligheder som bryllup, fødselsdag, barnedåb, konfirmation, studenterfest eller bare en helt almindelig fest.
Man kan jo selv variere farverne på guirlanderne, så de passer til den enkelte fest.

Det er alle sammen nogle meget simple guirlander, som du sagtens kan nå at få klar, inden gæsterne kommer til Grand Prix aften imorgen.

Om du bruger bomuldsgarn, murersnor, eller en helt anden snor at hænge pynten på, er op til din smag. Den skal ikke være alt for tyk og ikke krølle, når den bliver hængt op. Gavebånd vil ikke være optimalt, da det så let krøller sammen.

For let at markere afstanden mellem hver dekoration på snoren, kan du vikle den omkring en bog eller lignende og så markere med en tush på snoren - enten kun på den ene kant af bogen, så får du lang afstand mellem hver, eller på begge kanter, så halverer du afstanden mellem dekorationen på snoren.

Forskellige ideer til hjemmelavede guirlander:

1.
Ved at samle en masse kvaster på en lang snor får du en fin guirlande. Du kan sagtens bruge den type kvaster, som jeg lavede af broderitråd i dette blogindlæg.
Du kan undlade perlerne og istedet for en lille karabinhage i toppen, kan du lade tråden være åben, så den er lige til at binde på en lang snor.

Den hurtige vejledning er: vikl garn om et spil kort (som jeg gjorde), en lille bog eller lignende, tage garnet af bogen og bind en snor rundt om midten af garnbundtet, klip enderne op, og bind en snor omkring toppen (se billedet herunder).

Brug en enkelt farve garn til hver kvast, men hav istedet flere forskellige farvede kvaster, for et mere harmonisk udtryk end med multifarvede kvaster.
Lad der være god afstand mellem kvasterne, så din guilande ikke bliver for tung og tæt.

Kvast Guirlande Diy

2.
Kom klistermærker på en snor og du har en nem og dekorativ guirlande.
Det nemmeste er at bruge runde klistermærker, som bukkes rundt og snoren, og du får en lige kant for oven og en buet kant for neden af din guirlande.
Man kan også sætte to runde klistermærker sammen omkring snoren, så der kommer cirkler hele vejen hen ad guirlanden.

Guirlande Klistermaerker

3.
Kvaster kan også laves af papir og hænges på en guirlande. Crepepapir, silkepapir eller lignende er bedst, da det skal være tyndt og flagrende, ikke alt for stift.
Du bestemmer selv længden på dine papirkvaster, lige som du også selv bestemmer farver, antal og afstand mellem dem på snoren.
Hos bloggen Handcrafted Parties kan du her finde en god vejledning, til hvordan du nemt laver en guirlande af crepe papir.

Papir Til Guirlander

Istedet for crepepapir, kan du også bruge strimler af stof, blonder eller tyl.

Stof Guirlande

4.
Maskingtape kan også bruges som pynt på en guirlande. Man kan nemt lave en lille flagranke ved at sætte maskingtape rund om snoren, gerne med et lille stykke karton imellem for at stabilisere tapen, og derefter klippe det til. Om det så skal være trekanter, vimpler eller en anden form bestemmer du selv. Det fungerer bedst hvis det er figurer med lige kanter, ikke noget med at skulle klippe skyer eller kaniner ud af tapen. Så simpelt som muligt giver det bedste resultat.
Da maskingtape ofte ikke er særlig bred, bliver det nogle små, fine flagranker. Så de er ikke ideelle til at hænge op på væggen, men mere til bordpynt eks. rundt om vinflasken, ved kagefadet eller hængende mellem lamperne ved spisebordet.

Flagranke Af Maskingtape Klippes Til

5.
Pompomer på en snor er også en rigtig fin dekoration. Du kan lave de helt små pompomer, som jeg brugte på tegnestifter ved denne DIY Fredag, ved at vikle garn om en gaffel.
Istedet for at klippe enderne af, når du har bundet snoren om midten af pompomen, kan du lade dem være lange, så de kan bindes på en længere snor og lave en pompom guirlande. Eller du kan trække en snor gennem alle pompomerne med en broderinål.

Pompom Guirlande

I dette gamle blogindlæg kan du se en guirlande med fotos.


Billeder er lånt fra Oker, Handcrafted Parties, Artbar blog, Farm Fresh TherapyGrey House HarborEighteen25 og Momtastic.