Blød i knæene af retromøbler

Kan man forklare hvorfor det er man bliver forelsket? Der er noget med noget kemi, noget der pirrer éns nysgerrighed, noget man beundrer og så en håndfuld af noget der får én til at føle sig som en lille smule bedre menneske og lidt åndenød når man er i nærheden af forelskelsens objekt.

Er det OK at have det sådan med møbler? For det har jeg altså ind i mellem. Og nu blev jeg for nyligt gjort opmærksom på en butik jeg på ingen måder tør besøge af angst for at jeg overtrækker mastercard og dankort med et par hundrede tusind.

Butikken Refurniture ligger i Randers, og at jeg ikke har hørt om den før skyldes måske at jeg kommer for lidt til Randers. Deres spidskompetence er møbler fra 1950'erne til 70'erne, hvor designerne havde et stort fokus på diskret udsmykning. Oftest var udsmykningen det håndværksmæssige arbejde og specielt snedkerne havde kronede dage. Bag foretningskonceptet står Jesper Franck, Maria Bak, Sofie Frøkjær Justesen og Lasse Franck. Deres intention er at skabe et designhus og ikke en genbrugsbutik, så deres møbler præsenteres lækkert i butikken.

Det er muligt at ikke alle deler den samme designpassion som jeg, men tag lige at tjekke deres hjemmeside ud alligevel.

Her er et par bud på noget jeg seriøst overvejer til min bolig eller som jeg drømmer om at få plads til (måske man skulle købe overboens lejlighed og slå dem sammen ...?)

Lampebord med hylde i flet og lille skuffe fra Severin Hansen Jr., kr. 3700,- Jeg vil bruge det som et lille sidebord, da det vil passe perfekt for enden af min sofa.

Lyfa pendel, kr. 1550,- Vil være gøre underværker over køkkenbordet når først jeg har fået de grimme fliser af væggen (Påskeprojekt).

Bogreol i teak, kr. 2200,- Kunne bruges til meget andet end bøger. Måske på pigernes værelse til legetøj.

Søren Ladefoged lænestole - måske der skulle noget andet stof på, kr. 8000,-

Sofasæt fra Ole Wanscher, ring for pris. Passer perfekt til en lille stue, da sofaen kun er 131 cm lang.