For et par uger siden fik jeg en meget tung pakke fra Mosaikhjørnet.
Den var tung fordi den indeholdt to fliser og et katalog.
Den ene flise var en lille, lyserød flise fra Tisvilde serien. Dens farve hedder Solnedgang og har en smuk blank overflade. Flisen måler 11 x 11 cm.
Den bor nu på mit skrivebord og fungerer som en coaster til mine tekopper og bliver brugt dagligt, når jeg sidder foran computeren. Den er dog lidt ujævn, så den er ikke helt optimal som underlag til en kop, men jeg synes bare, farven er så smuk, så jeg kan godt lide at have den på mit bord til at lyse op.
Solnedgang filserne koster 1398,- pr. kvm. og kan købes på Mosaikhjørnets webshop.
Den anden flise er noget større, da den måler 30 x 30 cm.
Den er fra den helt nye Valhal serie. Mosaikhjørnet skriver selv om serien: "Fliseseriens navn henviser til det sted, de sejeste vikinger boede i nordisk mytologi. Man forestiller sig, hvordan de trampede rundt på et jordfarvet gulv, der virkelig skulle kunne holde til lidt af hvert. Det samme kan Valhal – keramisk porcelæn med en utrolig høj slidstyrke, der hverken kræver ekstra rengøring eller vedligeholdelse." Det, synes jeg, er meget beskrivende for de smukke naturfarvede fliser.
Valhal fliserne vil give lidt kant og råhed til den minimalistiske, nordiske indretningsstil.
Fliserne findes både med og uden dekoration af nordiske mønstre, som leder tankerne hen på runesten og vikingeborge. Der er tre forskellige farver at vælge mellem - sort, grå og terracotta. De er alle med mat overflade og kan bruges både på gulv og vægge.
De store Valhal fliser koster 658,- pr. kvm. Du kan læse mere om dem på Mosaikhjørnets hjemmeside.
Er du mere til fliser lagt i sildebensmønster, så kan du også få Valhal fliserne i 7,3 x 30 cm størrelse. De koster så 1154,- pr. kvm.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg skal bruge min Valhal flise til. Når man bor i en leje-lejelighed, kan man ikke lige lægge nyt gulv.
Så måske den kommer til at bo i kolonihaven til sommer, indtil da kan den bruges som (en ret stor) bordskåner.