Nordisk Spisehus på M.P. Bruuns Gade har for nylig fået ny indretning, og den skuffer ikke!
Også her er naturen meget fremtrædende, og indretningen er holdt i gyldne toner. Der er store spejle som fylder det meste af den ene væg, hvilket er med til at gøre rummet meget større. Spejlet er dog delt op af små områder væg som går et stykke ud i rummet, og er beklædt med fotostater med naturmotiver.
Andre af restaurantens vægge er også dekoreret med naturfotostater, der overlapper hinanden og giver et rigtig godt udtryk. Da billederne er så store og hver er rammet ind af en tynd brun liste, virker det ikke rodet at der både er nærbilleder og landskaber blandet sammen.
De sidste vægge er helt dækkede med små mosaiksten i guld.
En detalje jeg virkelig godt kan lide er de små rum i gulvet, hvori der er blade og andre naturting. Der er en glasplade over, så de er en del af gulvet, men giver et rigtig fint stemningspræg. Der er også små nicher i væggen, hvor der er stillet små lysestager og vaser med blomster.
Desuden er der på en søjle ophængt to biopejse, en på hver side. Det giver liv og stemning samtidig med varme. De er helt i glas, med en lille ramme i alu til brændsel, så ilden har mulighed for at give et fint genskin i guldmosaikkerne på væggen bagved.
Loftslamperne er kegleformede i guld og sølv i to forskellige størrelser. De hænger ofte i klynger eller på rækker.
Flere steder i restauranten står der birkegrene/stammer eller store krukker med mindre grene. Jeg synes det er en god måde at få naturen ind på, uden at det skal være potteplanter eller afskårne blomster. Grenene skal ikke passes, men ser alligevel pæne og dekorative ud året rundt.
Sådan får du stilen:
Lamper: modellen hedder Calabash og er fra Lightyears. Den kan købes hos Lampemesteren i tre forskellige størrelser i farverne guld, sølv, sort og rød. Priserne ligger fra 1850kr.
Vægge: jeg tror det kunne se rigtig flot ud at bruge guldfarvede mosaiksten i køkkenet. Man behøver ikke beklæde hele vægge med det, selvom det ser rigtig flot ud. Men en bort eller et lille område på væggen vil også være flot. Guldmosaikker kan købes hos mosaikhjørnet til 1768 kr/kvm.
Hvis man ikke vil have de samme fotostater som alle andre på sine vægge, kan man jo gå en tur ud i naturen med sit kamera og tage nogle billeder af forskellige motiver. Det er nemt at bestille forstørrelser og fotoplakater hos bl.a. Pixum, så man kan skabe sin helt unikke vægdekoration.
Nicher: det er ikke sådan lige at hæve gulvet og lave små rum til display, eller skabe nicher i væggen. Men til væggen kan man ihvertfald bruge Display-me-boxe fra Hay. Det er akrylkasser hvori man kan stille ting til pynt. De fås i forskellige størrelser og koster fra 199kr.
Grene: vi har tidilgere på bloggen skrevet om, hvordan man kan bruge grene til forskellige ting i hjemmet. Hvis man ikke lige ligger inde med et birketræ som skal være et par grene mindre, kan man prøve sig frem på gul og gratis, DBA og lignende sider, det er ofte folk sælger birkestammer til brænde.
Update 2016: Hay kasserne er ikke længere i deres sortiment