Mine julegave-ønsker

Jeg er måske ikke den største jule-freak og har ikke lejligheden fyldt med julepynt.
Men jeg kan nu alligevel godt lide julegaver. Både det at give gaver og så selvfølgelig selv at få gaver (hvem kan ikke lide at få gaver?!?).

Det er ved at være en tradition, at jeg laver et blogindlæg om de ting til boligen, jeg ønsker mig i julegave.

I år er der mange gengangere, da jeg hverken har fået en ny sofa, som jeg skrev om tilbage i 2012 (ja det er ved at være på tide, at jeg får den sofa!!!), bambusgryden der var med sidste år, eller sådan en elkeddel med temperaturindstilling som var blandt ønskerne i 2013.
Og så er størstedelen af min ønskeseddel igen bøger, for det kan jeg aldrig få nok af!

Men der er da kommet lidt nye ting på, som måske kan give dig lidt inspiration til, hvad du kan ønske dig, eller måske give til en du holder af.

En havekalender fra Haveselskabet
Det er en smart kalender med spiralryg, hvor der er masser af plads til at lave noter om alle de ting, der sker i haven, og som man skal huske at lave.
Den koster 199,95, men er billigere hvis du er medlem af Haveselskabet, og kan købes på Haveselskabets webshop.

Havekalender

 

Kopper i keramik
Jeg har overgivet mig for min kærlighed for kopper og er gået igang med at lave en mindre samling af forskellige keramik kopper. Gerne unika.
Så flere af dem tak!
Jeg kan ret godt lide kopperne fra Trine Bach som kan købes hos NR4 i Jægergårdsgade i Århus.
Wauw Designs hvide latte kopper fra Raw serien med rillet overflade kunne også sagtens bruges, selvom jeg nok vil komme til at drikke te af den og ikke latte. Den kan bl.a. købes hos Unika K.
En Kiss Moodcup fra Livink kan også godt bruges. Gerne den grå.

Wauw Design Raw Kopper

 

Opbevaringsboks i klar plast
En kasse til at have alle mine DIY og sy-ting i, med en masse rum. Gerne i klar plast, så jeg kan se, hvad der er inden i.
Der er bl.a. Prym Click box med tre "lag" og låg med håndtag, så den er nem at flytte. Den kan udvides med flere lag, men opdeling findes kun til Jumbo modellen.
Den kan købes hos Stoff og Stil til 159,95
Jeg har set en mindre lignende opbevaringskasse med opdelte rum hos Flying Tiger (det der før bare hed Tiger aka Ti'er-butikken), sådan en kunne jeg også godt bruge.

Click Box Opbevaringskasse

 

Øreringe med fugle
Jeg ved godt det ikke er noget til boligen, men jeg vil bare rigtig gerne have nogle af de fine fugle-øreringe fra Askø lavet af krympeplast og kirugisk stål.
Min favorit er blåmejsen, men søpapegøjen er også fin, og biæderen og den orange/grønne and og... ja de er alle sammen bare SÅ fine!
De koster 250,- sættet og kan købes på Askø's egen webshop.

Blaamajse Oereringe

 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med Mumitrolden og alle hans venner - især Lille My.
Så et håndklæde-sæt med Lille My kunne være en god gave at give mig.
Det vil være så nemt at kende sit håndklæde i omklædningsrummet, hvis det er med Lille My på knald gul baggrund, og så et lille i rødt til at have om håret.
Det store håndklæde måler 70x140 og det lille 30x50.
Sættet er en special edition, og kan købes på den finske Moomin Shop til DKK 222,42

Lille My Haandklaeder

 

Og så en ny sofa!