Langsomme trends når de er bedst

Det har været lidt af et problem bare at skulle vælge 5 ting fra SLOWFASHIONhouse.com til dagens indlæg. De har mange lækre ting, men i skrivende stund har jeg valgt de 5 nedenstående til at være mine yndlings i en vilkårlig rækkefølge:

1. Kinto. En lækker og enkel te-si i en flot farve (fås også i en grålig farve). Den er til løse te-blade og tiltænkt når man brygger en enkel kop. Der medfølger en underkop, så man ikke behøver at se sig desperat omkring for at finde et aflægningssted til sien efter endt brug. Designeren bag er TAKUYA HOSHIKO. Pris € 12,-

2. Saltkar af Toscansk oliventræ. Håndlavet af Andrea Brugi og Samina Langholz. Historien bag dem er at parret havde nogle lignende til deres bryllup og de var så populære blandt gæsterne at ved festen slutning var der ikke flere saltkar tilbage. € 50,-

3. Jeg har en svaghed for små krukker med låg og svenske Cecilia Forsbergs håndlavede keramikskåle med trælåg er nogle pragteksemplarer! Jeg er vild med farverne og de forskellige træsorter/nuancer. Se Cecilias blog her. € 80,-

4. Strikkede håndklæder af Margot Barolo. De virker enormt luksuriøse, da de er strikkede og ikke en almindelig Kronborg froté - ikke at der er noget galt med det! € 65,-

5. Skåle og fade fra Sandra Lindner med hvid yderside og en glaseret neutralfarve indvendigt. De er faktisk ikke en ny opfindelse (produktion startet i 1997), men de holder! De små fade koster € 53,- og de store 59,-