Én gang i mellem så falder jeg over en designer, hvis krøllede og kreative hjerne udvikler produkter jeg forelsker mig dybt og inderligt i! Det er sket med tyske Miriam Aust, der med en fin og lun humor giver liv til en sofa (Wohnbeet) med plantebed, en lampe (Vase & Leuchte) i en vase med planter mm.
Derudover er hun en del af designerduoen Aust & Amelung, hvor de har designet en sjov lampe af beton - inspireret af papir. Lampeskærmen er lidt krøllet og nogle er tænkt til at ligge på bordet, andre til at hænge. Tanken er at lamperne Like Paper ikke bare skal give lys, men også være med til at iscenesætte rummet.
Men grunden til at jeg stødte på Aust & Amelung skyldes deres bogkasse, A Book Box, der lige twister ordets betydning. Normalt vil en bogkasse være en kasse, der oftest er tiltænkt at hænge på væggen til bøger. Og det er også stadig muligt, men bøgerne gemmes nu væk bag en åben bog, der er lavet til en låge. Jeg er vild med idéen!