Nipsting uden funktion er normalt ikke noget jeg er specielt vild med, men disse glas-skulpture er altså ikke til at stå for.
De hedder The Woods og forestiller små træer, hvor kronen er en glaskugle og stammen er en massiv glas-stilk. Træerne har forskellige farver og størrelser, så man kan lave sin egen helt unikke skov.
Der er to udgaver, en forårsskov og en efterårsskov, hver bestående af syv træer. De er lavet af Stokke Austad & Andreas Engesvik fra Norge i forbindelse med Stockholm Design Week.