En hvid brownie aka en blondie… med lakrids
Jeg er vild med en god chokoladekage! Ikke bare en klassenstimekage, men én af dem, der er godt tung i dejen af chokolade. Men den mørke bitre chokolade tiltaler ikke altid yngstedamerne i hjemmet og derfor har jeg udviklet denne (skal jeg sige det selv) fantastiske hvide brownie, der i amerikanske folkemunde kaldes en blondie.
Den er nem at gå til og den bliver til en lækker dessert med en stor skefuld vanilieis og friske brombær.
Opskrift:
175 gr smør (jeg brugte en blanding af margerine og smør, da jeg ikke havde nok smør)
350 gr. sukker
3 store æg
140 gr mel
1/2 tsk bagepulver
1 spsk lakridspulver (brugte den fra Urtekram og ved ikke om andre mærker har samme "styrke" - put hellere for lidt i og giv efter kagen er afkølet den et drys af lakridspulver blandet med lidt flormelis)
1 1/2 tsk vanilieessens
200 gr hakket hvid chokolade
100 gr. smuttede og hakkede mandler
Smelt smør
Pisk sukker og æg, tilsæt herefter smør og vanilieessens
De tørre ingredienser røres i ved lav hastighed eller brug en ske og overarmskraft - hastighed: rolig.
Vend chokolade og nødder i.
Hæld dejen i en smurt form - evt beklædt med sølvpapir så kagen er nemmere at løfte ud af form. Smør stadig papiret! Formens størrelse skal svare til et A4-ark.
Bag i 25 min ved 175 grader i varmluftsovn (bager du uden varmluft, anbefaler jeg du bruger samme temperatur, men lige bager den lidt ekstra).
Afkøl på rist og skær først kagen ud når den skal bruges.