Dette blogindlæg ligger nok nærmere livsstils-kategorien og ikke så meget bolig og indretning. Men der er flere gange blevet skrevet om hudpleje på bloggen.
Selvom vejret ikke længere er til at man viser sig frem i shorts og korte ærmer, men gemmer sig væk i store sweatre, skal man stadig huske at passe på sin hud.
Huden er ikke så glad for de mange temperaturskift mellem kold luft ude og tør varm luft indendørs.
En god måde at slippe af med de døde hudceller og samtidig pleje den friske hud er med en hjemmelavet bodyscrub.
Mange af de bodyscrubs man kan købe i butikkerne har små plastik-stykker som slibemiddel, hvilket jo ikke giver noget godt til huden og desuden bliver det skyllet ud med badevandet og forurener naturen. Derfor er jeg stor fortaler for naturlige scrubs.
Man kan lave sin egen bodyscrub med enten salt eller sukker som skrubbemiddel. De har begge evnen til at skrubbe huden fri for døde hudceller, sætter gang i blodomløbet og gør huden friskere at se på, men der er også forskelle på hvad de gør for huden.
Salt er ofte grovere end sukker og er derfor hårdere ved huden. Det er altså rigtig godt med saltscrub til ru fødder, albuer og knæ, eller hvis du bare har meget tør og skællet hud. Man kan sagtens blande groft og fint salt, så man får en god alsidig bodyscrub.
I salt er der mineraler som er gode for huden (det kan man ikke sige der er i plastik!), især hvis man bruger havsalt, som også renser porerne for giftstoffer, så huden har lettere ved at ånde.
Det Døde Hav, som har en meget høj koncentration af salt, er kendt for at kunne hjælpe på eksem og hos psoriasis patienter. En salt scrub er ikke helt lige så effektiv som et dyp i Det Døde Hav, men man kommer da lidt i nærheden.
Husk altid at passe på med at bruge saltsrub på sår og rifter, da det svider noget så forfærdeligt.
Sukker er mildere ved huden end salt, og sukkerscrub kan derfor også godt bruges i ansigtet, men vær meget forsigt med ikke at skrubbe for hårdt og længe på den fine hud i ansigtet. Sukker er finere og opløses hurtigere i vandet, så derfor er det ikke helt så slibende som salt.
Der er ikke mineraler i sukker, men det indeholder glykolsyre som er eksfolierende og fugtgivende. Desuden er sukker ikke så udtørrende på huden som salt.
Huden har ikke godt af at blive slebet hver eneste dag, så brug din scrub ca. en gang om ugen, ihvertfald ikke oftere med en grov saltscrub.
De hjemmelavede bodyscrubs jeg omtaler i dette blogindlæg indeholder ikke sæbe, så jeg vil altid anbefale at man vaske sig med en almindelig bodywash inden man bruger scrubben. Så er man ihvertfald sikker på man huden er ren og man ikke bare grubber skidtet ind i huden med scrubben.
Jeg har valgt at lave sukkerscrub med helt almindeligt sukker fra roer, men du kan også bruge rørsukker, eller salt efter eget valg.
Det er også helt op til dig selv hvilken olie du vil blande din sukker/salt med. Jeg bruger mandelolie, fordi jeg godt kan lide den milde duft og så fugter det huden godt. Men du kan også sagtens bruge olivenolie, rapsolie, kokosolie eller en anden slags olie du lige har stående eller ved er god for netop din hud.
Forholdet mellem olie og sukker skal ligge på omkring 3 dele sukker til 1 del olie, eller 2 til 1 hvis det skal være en mere flydende scrub.
Det er aldrig en god ide at stikke klør fem ned i glasset med scrub! Brug istedet en ske når du skal bruge din scrub, så er der mindre sandsynlighed for at der kommer en masse bakterier og andet snask ned i glasset.
En DIY scrub kan holde sig flere måneder uden at blive for gammel, især hvis det står mørkt og køligt når det ikke bruges. Så lad være med at have glasset stående i brusen de dage du ikke bruger den.
Jeg laver to forskellige sukkerscrubs. En med grøn te som jo er fyldt med antioxidanter og super for huden, og en med citron og birkes der er forfriskende og lysnende på huden. Nederst kan du læse om andre ting du kan tilsætte din bodyscrub.
Matcha pulver kan godt være temmeligt dyrt. Jeg gik på ebay og fandt en pose med 80g matcha pulver til 16kr. Det blev sendt fra Kina og jeg havde det ca. halvanden uge senere. Man kan sikkert også finde grøn te pulver i asiatiske supermarkeder til en lavere pris end hvad det koster i helsekost butikkerne.
Lav din egen sukker scrub:
Materialer til grund-scrub:
Mandelolie
Sukker
En skål
En ske
Et målebægre/decilitermål
Et tomt (syletøjs)glas med låg som lukker tæt, flere glas hvis du laver en stor portion eller flere forskellige slags scrub
Derudover:
Teblade med grøn te
Matcha grøn te pulver
En citron
Birkesfrø
evt æsterisk citron-olie
Rivejern eller Juliennejern
1:
Mål op hvor meget sukker der kan være i dit glas. Det vil være træls at lave alt for meget scrub, hvis man ikke har plads til det i glasset.
2:
Hæld sukkeret op i en skål.
Til den Grønne te scrub skal du til sukkeret tilsætte 2 tsk Matcha grøn te pulver og indholdet fra 2 tebreve grøn te.
Til Citron scrub tilsættes friskrevet skal fra en citron og 2 tsk birksefrø og evt nogle dråber citronolie for ekstra duft.
3:
Bland det godt sammen, så de tilsatte ingredienser kommer godt rundt i sukkeret.
4:
Tilsæt olie.
Hvis du har brugt 1,5 dl sukker skal du bruge ca. 1/2 dl olie. Mængden af de øvrige ingredienser er sat efter denne mængde sukker og olie.
Rør godt rundt og få olie på alt sukkeret. Du kan altid tilsætte mere olie hvis du synes sukkeret er for tørt.
5:
Kom scrubben i et rent glas og luk til. På mine glas lukker låget ikke helt til, så jeg giver dem et stykke film under låget, så scrubben kan holde sig længere uden at miste duft og olien fordamper.
6:
Pynt dit glas med labels og måske en sløjfe, hvis du bruger scrubben som en gave. Jeg er ikke den store tilhænger af papirlabels på glas som skal med ind i badet, så jeg foretrækker at skrive med sprittusch hvad det er for en scrub, men et label ser pænere ud når man giver scrubben i gave.
DIY scrub er en fin værtindegave, eller som en adventsgave, måske som gør-det-selv-kit.
Andre ideer til hjemmelavet sukkerscrub:
Disse ingredienser tilsættes grund-scrubben istedet for dem til de to ovenstående eksempler.
Julekage scrub
1 tsk kanel + lidt muskatnød + lidt stødt ingefær, skift evt. halvdelen af sukkeret ud med brun farin
Duft scrub
5-8 dråber æteriske olier, hvad du lige synes dufter godt
Kaffe/vanille scrub (opstrammende)
½ dl kaffegrums
2 tsk vanille ekstrakt (ikke essens!) eller korn fra en halv vanille stang
Appelsin scrub
2 tsk revet, frisk appelsin skal
1 tsk honning
Rosen scrub
Få dråber rosenvand (alt efter hvor strækt du ønsker det skal dufte)
4-5 rosen blade revet i mindre stykker (kan sagtens være tørrede blade)