Planteplaneter er populære, hvor man hænger små sukkulenter og air planter op, gerne med rødderne pakket ind i mos, kokosfibre eller lign.
For at gøre det lidt mere forårs-agtigt, kan man gøre det samme med hyacinter og amaryllis.
Jeg har desværre ikke helt kunne finde ud af, om man kan med alle løg-blomster, så det kan gøres med påskeliljer, tulipaner, vintergækker osv. eller om det kun er hyasinter og amaryllis, der er egnede når blomsterløget renses totalt for jord. Hvis der stadig er jord om rødderne, kan alle blomsterløg bruges.
Jeg synes, det var meget passende at lave DIY Fredag om løgplanter, når nu det er påske.
Jeg har fundet tre forskellige måder at pakke blomsterløg ind på en dekorativ måde.
Dekorer med mos
Dette er den måde, som minder mest om planteplaneterne.
Istedet for mos kan der også bruges karteuld.
1.
Start med at rengøre blomsterløget, så der ikke sidder alt for meget jord på rødderne, og de ikke er alt for lange.
2.
Pak så blomstens løg ind i mos.
Det kan være mos, du har købt i en blomsterhandel eller fundet i skoven/haven. Det skal bare være fast, så det dækker godt og ikke falder fra hinanden.
3.
Fastgør mossen med tråd.
Brug evt. en dekorativ snor, som kan pyntes med perler og pallietter.
4.
Stil dine blomsterløg i et fint fad eller bind en lang snor i, så de kan hænges op.
5.
Brug en forstøver med rent vand til vanding af blomsterne. Vanding kan også gøres ved at sænke moskuglerne i en spand vand. Knug efterfølgende overskydende vand ud og lad dem dryppe af i vasken, inden de hænges op igen.
Dekorer med garn
Brug uldgarn så der kommer lidt påskelam over blomsterløgene, eller pastalfarvet bomuldssnor for et sart forårsudtryk.
1.
Start med at rengøre blomsterløget. Her skal alt jorden fjernes, rødderne klippes ned og det yderste brune lag fjernes fra løget.
Du skal have et rent, hvidt blomsterløg til sidst.
2.
Vikl garn rundt om løget.
Du kan vælge at dække løget helt (så er det ikke helt så vigtigt at løget er helt hvidt) eller kun dække det sporadisk med garn.
Brug en enkelt farve snor, eller skift garn så der kommer et fint farvespil, evt. i nuancer som passer til selve blomstens farve.
3.
Stil blomsterløgene i et fint fad, eller bind en lang snor i så de kan hænges op.
4.
Vand med en forstøver eller nedsænke løgene i en skål med vand, hvor overskydende vand efterfølgende klemmes ud af garnet. Lad det dryppe af i vasken.
Dekorer med hør/jute/hessian stof
Dette er en fin måde at pynte blomsterløgene, hvis de skal bruges som bordpynt på påskebordet.
1.
Tag blomsterløget op af potten og løsn rødderne.
2.
Kom løget i en lille plastikpose (eks. 2.l. frostpose) med jord i bunden.
Buk kanterne ned, så posen kun lige dækker jorden.
Bind en snor rundt om plastikposen, så den lukker tæt om blomsten.
3.
Klip et kvadratisk stykke stof til at dække plastikposen.
4.
Bind stoffet fast rundt om blomsterløget i posen.
Det må godt være lidt tilfældigt og rodet, som passer fint til det grove stof og giver en flot kontrast til den spæde blomst.
Brug en grov snor som passer til stoffet, eller en farvet snor som passer til blomstens farve eller den øvrige borddækning.
5.
Vand blomsterne i poserne.
Efterfølgende kan blomsterløgene jo plantes ud i haven, så man får glæde af dem år efter år.
God, blomstrende påske
Billeder og ideer kommer fra disse hjemmesider: Family Chic, Högagärde, DIY Bastelideen, Draad En Spijker, My Little Happiness, Joseph Giannino, Annas Jul og Holmsunds Blommor.