Har du nogensinde tænkt over, at man faktisk kan lave sten om til knapper?
Det er så tit, jeg finder fine sten på stranden, og min mand kan ikke forstå, jeg giver slæbe rundt på dem, for jeg har jo ikke noget at bruge dem til.
Det har jeg så nu! Nemlig at lave stenene om til knapper.
Hvad jeg så vil bruge sten-knapperne til, kan jeg ikke lige komme på. Måske til at personliggøre en jakke eller cardigan. Eller som pynt på gaver. Kom gerne med foreslag til, hvad man kan bruge kanpper af sten til.
Jeg har fået ideen fra The Haby Goddess, som på sin blog viser, hvordan man let kan lave huller i strandsten, så de kan bruges som knapper.
Du skal selvfølgelig gå efter små lette sten til dette formål, da tunge sten ikke er specielt praktiske som knapper.
De skal heller ikke være alt for tykke, for knapper er jo små og flade.
Der er jo forskellige porøsitet på sten, så det vil være en hel del sværere at prøve at bore gennem flintesten end et stykke kalksten. Så prøv at gå udenom de helt hårde stentyper, når du skal lave knapper, både fordi de er svære at bore i, og fordi de er en hel del tungere når de eks. sidder på en bluse.
Jodi fra The Haby Goddess bruger et 1,5mm bor beregnet til metal, træ og plastic. Hun prøvede også med et 3mm bor til mursten, fliser og beton, men det lavede ikke nær så fine huller i stenene.
Så jeg tror bare det handler om at finde et bor, der er smalt nok, som kan bore i noget hårdt.
Jeg synes altid, at strandsten er smukkest, når de er våde, så jeg vil nok vælge at give stenene lidt voks eller lak til sidst, så de får en smuk blank overflade. Men det er jo helt en smagssag, om man godt kan lide det matte eller foretrækker stenene blanke.
Materialer
Små, flade strandsten
Boremaskine med smalt bor
Tusch
Svensknøgle el. lign.
Beskyttelsesbriller
Sådan laver du knapper af sten
1.
Start med at vaske stenene og udvælg så de fineste, som har en form, der vil fungere bedst som knapper.
2.
Marker med tusch hvor dine huller skal være.
3.
Sæt stenen i spænd i svensknøglen, så den er lettere at holde ved, og så du ikke kommer til at bore dig selv i fingrene, hvis bore lige skulle smutte mens du borer.
4.
Tag dine beskyttelsesbriller på og bor gennem stenen på dine tuschmarkeringer.
Vær meget forsigtig, og hav altid et stykke træ under stenen, som du gerne må bore ned i, så du ikke ender med huller i din bordplade.
5.
Vask stenen igen og giv den evt. lidt voks eller lak.
Nu er stenen klar til et nyt liv som knap.